Viser opslag med etiketten engelsk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten engelsk. Vis alle opslag

6. januar 2010

Græd ikke over steamed milk XIV: Kai-Lan

For næsten præcis et år siden skrev jeg et indlæg om børneserien 'Dora Udforskeren' (Dora the Explorer). Dengang syntes jeg, det egentlig var en interessant idé med en serie, som lærte helt små børn engelsk, men at jeg var utilfreds med, at den blandede sprogene midt i sætninger, og at deres engelsk havde en tyk dansk accent.

Interessant nok er DR nu på banen med efterfølgeren - også fra Nickelodeon - ved navn 'Ni Hao, Kai-Lan'.

Den kvikke læser kan nok regne ud, at det nu handler om kinesisk, og det er spændende på mange måder. (Jeg bruger i dette indlæg betegnelsen "kinesisk" om mandarin og hverken sproget kantonesisk eller andre kinesiske dialekter.)

Det er fedt, at DR anerkender kinesisk som et meget vigtigt sprog i den nyglobaliserde verden. Flere skoler udbyder allerede nu kinesisk som sprogfag i skolen, og det stiller Danmark rigtig godt i fremtiden.

En af mine anker angående Dora var, at deres udtale var meget u-engelsk, og at den derfor nok udvider børnenes engelske ordforråd, men at de lærte dårlig udtale som 'Fank you'. Det går nu nok på engelsk, og det er heller ikke så slemt, det med accenter. Det er nok mest danskere, der synes, at dansk accent er frygteligt at høre på, men de fleste er vild med en fransk, italiensk eller min egen favorit, islandsk accent.

På kinesisk er det dog en helt anden sag.

Kinesisk er lige som vietnamesisk og thai nemlig et tonalt sprog, hvor det ikke kun er fonemer, der udgør ordenes betydning, men også tonerne. Hvor vietnamesisk har seks (inklusiv neutral tone), har kinesisk og thai vistnok "kun" fem, men hvor hver sammensætning af konsonant- og vokallyde kan have op til fem forskellige betydninger.

Jeg ved ikke, om DR har en kineser ansat til at høre skuespillernes udtale igennem, men jeg tvivler stærkt på det. Hvis det altså drejer sig om dansk oversættelse af en amerikansk serie, som tilføjer kinesiske ord og sætninger, kan det derfor meget nemt blive nogle helt forkerte ord, de lærer børnene. Ikke bare accent, men nogle helt andre ord.

Og det kan i sidste ende (hvis et barn ser 'Ni Hao, Kai-Lan' hele tiden) resultere i et barn, som nok kender en masse kinesiske ord, men som slet ikke kan forstås af kinesere. Jeg ved selv, hvor uforståeligt det kan være for vietnamesere, hvis man udtaler noget med en forkert tone, og jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være anderledes på kinesisk, som er det vietnamesiske sprogs nære slægtning.

I sidste ende er jeg dog ret begejstret for ideen og hele signalværdien. Kinesisk er på vej til at blive et verdenssprog.

Man kunne dog godt forestille sig, at et bekendtskab med arabisk af flere grunde ville være en del mere nyttigt for danske børn at lære.

22. september 2009

Ordbogen.com til fornuft

Det er altså en lidt særlig følelse, når man får lov til at rette en ordbog.

Jeg har meldt mig til som betalende bruger af ordbogen.com, en normalt ganske effektiv online-ordbog med flere sprog.

Forleden skulle jeg skrive en anbefaling til en israelsk veninde, som gerne vil læse på Stanford University, og derfor skulle jeg have fat i det floromvundne ordforråd og samtidig være sikker på, at ordene blev brugt korrekt. Derfor brugte jeg ordbogen.com til at slå dem op.

Men efter nogle opslag snublede jeg over noget. Derfor skrev jeg følgende email til ordbogen.com:

Når man slår det engelske ord 'prove' op, får man en række eksempler på engelske udtryk med ordet.

Det nederste eksempel lyder "exception prove the rule". Det forstår jeg ikke.

Enten skal 'prove' være en infinitivform, som skal følges op af et aktivt verbum. Eller også mangler der et 's' i ordet.

Den danske oversættelse er "undtagelsen der bekræfter reglen", men det ville vel kræve et 'the' og et 'that' i det engelske udtryk..."the exception that proves the rule".

Er vi ikke enige om, at der er noget galt her?

Dagen efter fik jeg følgende svar:

Kære __!

Jeg er i enig i, at der var noget galt med kombinationen "exception prove the rule", og denne er nu rettet.


Med venlig hilsen / Best regards / Avec mes meilleures salutations

___
Sprogkonsulent, engelsk og fransk, cand. ling. merc.


Mmh, elsker at have ret. Heldigvis er det meget ofte.

10. september 2009

Lidt af hvert II

Så er der lidt mere guf fra kameramobilen.

Da jeg tog det her billede, var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt 'umbrella' var et italiensk ord, som i så fald ville hedde 'umbrelle' i flertal. Det hedder dog 'ombrello' (og 'ombrelli' i flertal), så det her er bare en meget mærkelig stavning:



Det her taler vist for sig selv. Det er ikke engang den tvivlsomme orddeling, jeg vil nævne, men den morbide formulering. Min gamle studiekammerat Julian har endda fundet et skilt i Føtex, hvorpå der stod 'Børne rester'.



Så er vi ved min gamle kæphest, den tankeløse sammenblanding af dansk og engelsk. Jeg behøver vel ikke at kommentere yderligere.



Vi slutter af med en restaurant på Gl. Kongevej, som har hele små montre med dette neonskilt og samme menu indeni.

1. september 2009

Græd ikke over steamed milk XIII

[Husk at blive fan af bloggen på Facebook]

Handelshøjskolen i København ændrede for snart længe siden navn til CBS - Copenhagen Business School. Man tænkte ikke over, at CBS allerede var en kendt forkortelse, nemlig for den amerikanske mediegigant, som tidligere hed Columbia Broadcasting System.

Efterhånden har vi vænnet os til det i Danmark, og selv om man måske ikke er så vild med det, er det nu engang det, den skole hedder nu.

Forleden så jeg en annonce i MetroXpress, som havde overskriften "Ni hao - begynderkursus i kinesisk". Jeg overvejer ikke at lære kinesisk lige foreløbig, men som sprogentusiast kigger man da lige en ekstra gang. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Teksten startede således, og nu skal tungen holdes lige i munden:

Det nyetablerede Københavns Business Konfucius Institut (CBCI) ved Copenhagen Business School (CBS) udbyder kurser i kinesiske sprog for begyndere.

Nederst kan man så se, at man kan kontakte kurset gennem email-adressen confuciusinstitut@cbs.dk.

Lad os begynde ved starten. Hvis skolen hedder Copenhagen Business School, skal instituttet vel hedde det lidet mundrette Copenhagen Business Confucius Institute. Det ville retfærdiggøre forkortelsen CBCI. Man kan ikke tro, at skribenten er i tvivl om, hvorvidt læseren ved, hvad vores hovedstad hedder på engelsk, for skolen hedder stadig noget med Copenhagen.

Konfucius staves med K på dansk, men "Konfucius-Instituttet' bør være i ét ord med en bindestreg på dansk ligesom alverdens Goethe-institutter er.

Hvorfor de har valgt den her absurde blanding af dansk og engelsk retstavning kan ingen vide (for der er forhåbentlig ingen dybtliggende tanke bag en så åndsforladt gerning).

Forvirringen bliver total i allersidste linje, og jeg mistænker dem for at have givet en ekstra lille gave til mig personligt, så jeg kunne skrive om det på denne blog. Email-adressen confuciusinstitut@cbs.dk er et sammenblandingens mesterværk i sig selv. Konfucius staves med C (som på engelsk), 'institut' mangler et E for at være engelsk, CBS er på engelsk, og landekoden er DK.

Det kan simpelthen ikke sende et ordentligt signal til studerende, som bare har den midste sproglige sans. Hvis en skole ikke engang har styr på sproget i sine egne tekster (på deres eget sprog), hvordan kan man så regne med, at sprogundervisningen er i top? Undervisningen støttes endda "af CBS' sproglaboratorium, så deltagerne kan få optimalt udbytte."

Consistent kan C'et i CBS i hvert fald ikke stå for.

20. august 2009

Lidt af hvert

Jeg har haft en dejlig ferie med blandet andet næsten fire uger i Israel. Har dog ikke fået taget så mange billeder til bloggen her.

Dog fik jeg leget lidt med hebræisk og lærte de fleste af bogstaverne, så jeg kunne stave mig igennem de fleste ord. Problemet var dog, at de normalt ikke rigtig gider at bruge alle de små prikker og streger (diakritiske tegn hedder de vist), som man skal bruge for at vide, hvilken lyd, bogstavet har, og hvilken vokallyd, der følger efter. Man skal vide, hvad ordet er. Fedt.

Men her er nogle billeder, jeg har taget siden min hjemkomst:



Det er meget sødt, at Underberg prøver at kalde deres kampagne noget på engelsk (fordi engelsk jo er så moderne), men hvor kommmer den bindestreg ind i billedet? Normalt brokker jeg mig over, at engelsk retstavning påvirker danskere til at dele danske ord op i to, men her er det modsatte altså sket. 'Loyalty campaign' kan aldrig være i ét ord på engelsk. Og helt ærligt...'tops & more'?


Nej, det hedder det altså ikke. Det hedder et billede, og 'billed-' bruges kun til sammensatte ord som 'billedskøn' og lignende.


På min nye arbejdsplads, hvor kælderen hedder 'parterre' i elevatoren, er der også den her knap, som så smukt formuleret har funktionen 'dør åbne'. Hvorfor dog ikke 'åbn dør', 'døråbner' eller i det mindste 'dør åben'? Hvem har dog oversat det?


Til sidst har jeg også set den her bog på min nye arbejdsplads. Du kan simpelthen ikke bilde mig ind, at det hedder '1001 idé'. 'Idé' i flertal hedder 'ideer', og det må da vel bruges ved hele tal, som er større end 1. Så kan vi diskutere, om det hedder '1½ idé' eller '1½ ideer' eller '13½ million' eller '13½ millioner' og sådan noget...men det kan da aldrig hedde '1001 idé'. Disney-filmen hed jo heller ikke '101 dalmatiner'.

30. juni 2009

Stavning eller kaos III



Overalt ved nedgangen til metroen på Nørreport Station ser man denne plakat.



Helt ærligt, hvordan andre kan lade være med at blive irriteret over sådan noget her, forstår jeg slet ikke.

Hverken tekstforfatteren, grafikeren, trykkeren, chefen, praktikanten, plakatopsætteren eller nogen andre har stoppet op og sagt: "Hey, det hedder da 'Australian', hvis det er meningen, det skal være på engelsk."

Det kunne selvfølgelig også være meningen, at der skulle stå 'Australiens', men det gør der heller ikke.

Og hvis det er meningen, det skal være en helt engelsksproget annonce, kan man da ikke skrive 'Jernbanegade v/Rådhuspladsen'.

AAAARGH! KONSEKVENS, PLEASE!

27. juni 2009

Han burde hedde Svampebob Kvadratiskebukser

Jeg fandt i dag denne reklamemail fra foto.com (som har den dejlige undertitel "Digital billed fremkaldelse") i min indbakke og fik lyst til at dele den med jer:



Det handler om ordet 'firkant', og for at belyse det ord, er vi nødt til at inddrage noget geometri såvel som sprog.

Det er helt klart oversat direkte fra engelsk 'square', som godt nok oftest kan oversættes til 'firkant', men helt principielt betyder 'kvadrat'. Det virker også, som om de egentlig mener 'kvadratiske produkter' i annoncen og ikke 'firkantede produkter'. Det ville nemlig indebære stort set ALLE trykte fotografier, da en firkant som bekendt både dækker over kvadrater og rektangler, men også parallellogrammer, trapezer, romber og andre sjove ord.

Ordet 'firkantet' bliver dog også brugt på dansk i betydningen 'kvadratisk. Når nogen siger, at noget fx "er mere firkantet", mener de ofte "er mere kvadratisk". Men der er altså forskel.

Det engelske ord bliver som allerede nævnt ofte brugt i betydningen 'firkant', og min hurtige research antyder, at der på engelsk simpelthen ikke er et almindeligt brugt ord for 'firkant', som ikke nødvendigvis er et kvadrat (eller et rektangel for den sags skyld). Der er nok et geometrisk udtryk, som dækker over alle firkanter ligesom det danske, men det er ikke en del af hverdagssproget.

I dette tilfælde sejrer dansk altså, ville jeg mene. 'Firkant' er et dejligt ord.

Hvad angår overskriften, mener jeg naturligvis det ikke. Svampebob Firkant er et fantastisk navn til en fantastisk tegneserie.

22. juni 2009

Undskyld H - det var ikke sådan, det sku' gå

Jeg så lige en reklame for færgeselskabet HH Ferries, og den utroligt oldschool reklamejingle skurrede i mine ører, for de synger jo 'HH' som 'Hå-hå' og 'Ferries' som ja, 'Ferries', og endda med en ganske amerikansk accent. Kombinationen af den danske udtale af 'Hå-hå' og den amerikanske udtale af 'Ferries' gjorde mig ekstra opmærksom på, hvor mærkeligt et navn, det egentlig er.


De to H'er giver meget god mening, da færgerne sejler mellem Helsingør og Helsingborg. Man kan så gætte på, at 'Ferries' er en blanding af at skulle appellere til turisterne fra ikke-skandinaviske lande og af at være et kompromis mellem svensk og dansk. 'Færjorna' eller 'Färgerne' er hverken en lige så elegant eller retfærdig løsning som det ret geniale 'Øresundsbron'.

Men når man så har valgt et engelsk navn (som jo ikke er ualmindeligt), burde man jo så udtale hele navnet på engelsk. 'HH' burde jo udtales 'Aitch-aitch' (eller 'Haitch-haitch', alt efter accenten.) Det bliver det bare ikke, fordi det ligger dårligt i munden.

Det svensk-danske 'Hå-hå' sat sammen med 'Ferries' bliver alt i alt en meget klodset konstruktion, som for engelsktalende enten frembringer associationer til en glad julemand (Ho-ho-ho) eller til en af borgerskabet ildeset - men i hiphoppen meget udbredt - betegnelse for en tøs (Ho (oprindeligt fra 'whore')).

Mit bud på en løsning ville være noget i retning af 'HH Överfart' med nogle diskrete prikker over O'et. Om det vil signalere noget bedre til de engelsktalende turister, ved jeg dog ikke.

19. juni 2009

Græd ikke over steamed milk XII

Jeg har lige snakket med en sød dame hos Danske Bank, fordi jeg skulle have noget hjælp. Hun var sød og imødekommende, og jeg sagde tak for hjælpen.

Sekundet før hun lægger på, når hun så at efterlade mig alene med ordene "Du er velkommen."

Enten mener hun, at jeg er velkommen til at ringe igen eller velkommen til at komme ned i banken. Eller også er det endnu et eksempel på den altædende anglisering og er en "dansk" version af "You're welcome."

Puha.

18. juni 2009

Græd ikke over steamed milk XI

På Rådhuspladsen så jeg forleden den her kolossale klods:


Teksten er: "Trigger your human talent - og find din uddannelse her." Afsenderen er noget så fantastisk som "Professionshøjskolen Metropol for human beings."

Helt ærligt. Hvad sker der for de 'human beings', der har fundet på den skrækindjagende blanding af sprog?

Jeg fristes til at lade teksten stå for sig selv. Trofaste læsere af denne blog vil udmærket vide, hvad jeg mener om hvad her. Og det er helt uden at berøre det faktum, at skolen er for mennesker. Virkelig? Øv, jeg har ellers altid ment, at min labradoodle havde brug for at dygtiggøre sig yderligere. Og de kan vel gennemføre sådan en uddannelse på en syvendedel af den normerede tid...

28. april 2009

Græd ikke over steamed milk X

Jeg vil blot dele en relativt grundig artikel om angliseringen af dansk fra Kommunikationsforum.

Læs artiklen her.

24. april 2009

Punktummer.nok.

Denne gang vil jeg blot lige dele nogle billeder, der ligger på min telefon.



Ja, altså for det første burde det vel ikke hedde 'Alt OM rengøring'. For det andet forstår jeg ikke, hvorfor man har alle de punktummer med...men ikke nogen efter 'tel' eller mellem tallene (som nogen har for vane).

Måske er M. K. Rengøring inspireret af Ritter Sports slogan, "Quadratisch. Praktisch. Gut."...?


Og så har vi dette skønne produktnavn. Hvis de vil skrive det på engelsk, så hedder det altså 'Mexican Lasagna' (som nok både skurrer i smagsløgene i både støvlelandet og i kaktuslandet). Men hvis det er dansk, de prøver at bruge, så hedder det 'Mexikansk lasagne'.


Så er der lige den her sprogblomst fra et supermarkeds-reklamekatalog. Det må have drejet sig om en dybtliggende tvivl om, hvad en mørbrad hedder i flertal (svaret er enten mørbrad eller mørbrader), og så er en engelsk flertalsendelse jo det sikre valg...flot gjort, folks.


Det her tog jeg af et svensk vandrerhjem i enten Jerusalem eller Haifa i Israel. Det er egentlig en meget lille ting, men jeg syntes åbenbart, det var sjovt, at man skulle ringe på, hvis døren var tæt på.

1. april 2009

Ord deling V

Her er nogle billeder, jeg har taget for nylig.

Det her en side fra et Bilka-katalog, og det drejer sig om ordet 'nyrelease'. Nej, man kan ikke få organer på afbetaling, men der er tale om en ny( )udgivelse. Hvorfor det skal hedde en 'release' og ikke bare en udgivelse, evt. en nyudgivelse, kan man kun tilskrive den grimme, grumme anglisering.


Den her gesjæft ligger på Randersvej i Århus, og jeg er helt vild med den orddeling. Måske er de blevet så træt af at massere blegfede perverse århusianere og foretrækker at målrette deres forretning til asiater. Fair nok. Men så skulle det alligevel have været ét ord.


Ordbøger, der bruger forkert orddeling pga. grafiske hensyn, er en moderne klassiker, og den her er virkelig smuk. Se først på ryggen, hvor der står "fremmed ORD BOG". Flot. På forsiden anerkender de, at 'fremmed' er ét ord og fortjener en bindestreg, og 'ORDBOG' er også ét, men 'fremmed ORDBOG' er åbenbart i to. Men alligevel ikke i tre som på bogryggen. Efterhånden lærer man den vel at kende, så den måske ikke er så fremmed længere.

Tsk tsk.

4. marts 2009

Janek-tede at tro på det

Det her bliver et kort indlæg, da jeg er på vej i seng. Jeg har lige set det sidste afsnit (episode 10) af 'Livvagterne', som omhandlede et klimatopmøde meget ligt det, vi skal afholde i december. En af figurerne i afsnittet (og afsnittet før) var en hollandsk kontroversiel politiker, som ikke troede på klimaforandringer.

Af andre figurer var der både en tysk aktivist og flere englændere, som virkede ganske troværdige i deres accenter, men "hollænderen" Wim Cremer faldt fuldstændig igennem. Det krævede bare et nogenlunde kendskab til forskellige accenter at afsløre, at hans accent simpelthen ikke var hollandsk, men dansk.

Et kig på rulleteksterne afslørede, at skuespilleren hedder Janek Lesniak og godt nok er uddannet i England og USA, men er dansker. På hans IMDB-side kan man læse, at han har spillet flere roller som hollænder, og derfor tænkte jeg, at han måske kunne tale hollandsk og derfor havde fået rollerne.

Men nej. Hans CV på hans hjemmeside fortæller, at han er flydende på dansk og engelsk og desuden taler tysk. Ikke et ord om hollandsk.

Når man nu har gået op i at finde engelske skuespillere til de engelske roller, kunne man vel også have fundet en hollænder til at spille hollænder - helt ærligt. Eller bare have hyret Simon Kvamm og ladet ham gøre det med Pim de Keysergracht-manér.

Helt ærligt.

16. februar 2009

Skriften på væggen II

Jeg har før skrevet et indlæg om, hvor skægt det kan være at skifte sprog på Facebook, bare for at se, hvordan de vælger at oversætte forskellige udtryk til fx dansk.

Det seneste, jeg har fundet, er den nye funktion, som på engelsk simpelthen hedder 'Like'. Med den kan man tilkendegive sin sympati for en statusopdatering eller et foto eller alt muligt uden at skulle finde på en original kommentar at skrive.

På dansk, hvor vi jo nogle gange må bruge nogle ekstra ord, er oversættelsen blevet 'Synes godt om'. Det er jo fint nok.

Når man har klikket 'Like', kan man så vælge at 'Unlike' - en smart feature ved engelsk er dets fleksibilitet, hvor man nemt med et glimt i øjet kan tilføje 'un-' foran en hel masse forskellige ord og derved opnå en modsætning.

På dansk er oversættelsen dog blevet lidt mindre elegant, selv om man ikke kan klandre oversætteren for mangel på korrekthed. 'Unlike' er blevet til 'Fjern tilkendegivelse af, at du synes godt om dette.' Ni ord i stedet for det enkle ord på engelsk.

Hvis nogen har forslag til bedre og kortere oversættelser, så kommenter endelig.

12. februar 2009

Græd ikke over steamed milk IX

Det her handler lidt om det modsatte end normalt. Men så alligevel ikke.

Det drejer sig om 6-cd-samlingen "100 Love Songs." Jeg så en reklame for den i dag, og det, der fik mig til tasterne, var, at speakeren udtalte titlen "et hundrede love songs." Det er sgu da irriterende...

Indholdet afslører, at det er en dansk samling af kærlighedssange, så den engelske titel er - omend den er ganske catchy - bare endnu en anglificeret titel på et dansk produkt.

Men at man så vælger at udtale den halvt på dansk er bare irriterende.

Og hvad sker der så i øvrigt for, at hende der i reklamerne for Air Wicks Odor Stop udtaler det 'odør stop'? Er det stopskiltet i 'stop', hun udtaler i ordet før, eller er det bare en meget reaktionær speaker, som nægter at udtale ord på engelsk?

Nå, det var bare et lille surt opstød. Hejhej.

8. februar 2009

Græd ikke over steamed milk VIII

En forklaring er vel unødvendig her...

30. januar 2009

Kampsjov

Vil bare lige dele en stribe af min yndlings-webcomic, White Ninja:

Klik på striben for at forstørre den:




Ved I, hvad et homonym er?

20. januar 2009

God stil

Over jul og nytår fik jeg levet en af mine store drømme ud; jeg var i New York, New York, og selv om mine forventninger til byen var sindssygt høje, blev de indfriet til fulde. I Heart New York.

Et af mine yndlingssteder i byen var Bar East, en lille beværtning på hjørnet af East 90th Street og 1st Avenue. Mine venner og jeg havde en fed aften der i selskab med bartenderen Paul og et par af hans stamgæster. Her ses to af stamgæsterne uden for baren:



Nå, men fyren med guitaren læste filosofi eller litteratur eller sådan noget og sagde, at man som skribent, forfatter eller journalist burde anskaffe sig én bog: "The Elements of Style" af William Strunk Jr. og E. B. White. Jeg husker svagt, at min kammerat Oliver engang viste mig den, men dengang glemte jeg den igen. Denne aften gik jeg i min New York-rus lige hjem, fandt den på Amazon og bestilte den hjem til min danske adresse.

Forleden ankom den. Jeg havde næsten glemt den igen, for det var trods alt et par uger siden, jeg i en halvbrandert stod i New York og bestilte den.

Det er en fantastisk lille bog. Strunk var en engelskprofessor på Cornell, som distribuerede sin egen håndlavede guidebog til det engelske sprog blandt sine elever, og White var en af dem i 1919. Først i 1957 (efter Strunk var død) blev White bedt om at se den igennem med henblik på at udgive den kommercielt. Han har redigeret i den og tilføjet sit eget kapitel.

"The Elements of Style" er en lille 100-siders lommebog propfyldt med guld for især alle, der skriver på engelsk, men i høj grad også for alle, der i det hele taget skriver. På hvilket niveau som helst. Stilen er direkte men med en varm og til tider endda humoristisk tone, og jeg føler, at jeg som bitter, men rar sprogpedant har et særligt sjælebånd til den gamle Strunk.

Han går meget op i at skrive simpelt, konkret og kort. Undgå unødvendige ord (regel 17).

Første kapitel hedder 'Elementary Rules of Usage' og indeholder 11 regler om skriftligt engelsk. Lad mig nævne nogle eksempler:

Regel 2 er, at man (på engelsk!) sætter komma efter hver del i en opremsning, undtagen den sidste, altså skal det være: "red, white, and blue" - i modsætning til på dansk.

Regel 9 handler om verber i ental og flertal (som vi ikke har på dansk). Ordet none har entalsverbum i "None of us is perfect" (fordi det er ud af en gruppe), men flertal i "None are so fallible as those who are sure they're right."

Kapitel 2 hedder ' Principles of Composition' og giver en række regler på et mere overordnet niveau. Nogle eksempler:

Regel 15 er, at man skal undgå negativer, hvis man kan. "He was not very often on time" kan siges meget klarere: "He usually came late."

I regel 16 skinner Strunks irritation over prætentiøse skribenter klart igennem. Brug afgrænset, specifikt, konkret sprog. I stedet for at væve med mange ord som i "He showed satisfaction as he took possession of his well-earned reward" kan man blot skrive "He grinned as he pocketed the coin." Det er det her, vi på Journalisthøjskolen kaldte 'at klatre ned ad abstraktionsstigen.'

Regel 17, som jeg allerede kort har berørt, er en af mine yndlinge: Undgå unødvendige ord. "He is a man who" har fire ord for meget, da "he" udtrykker det samme, og lige så mange overflødige ord finder vi i "the reason why is that" i stedet for "because". "The fact that I had arrived" kan erstattes med det enkle "my arrival". Det handler simpelthen om at kende sproget så godt, at man kan udtrykke sig koncist. Dette princip følger jeg meget, og det kan nemt blive opfattet som uforskammet i daglig tale, hvor man åbenbart helst skal pakke beskeder ind i så mange ord som muligt. Bvadr.

Det sidste eksempel, jeg vil nævne fra dette kapitel, er regel 20: Hold relaterede ord sammen. Et sjovt eksempel viser nødvendigheden:
New York's first commercial human-sperm bank opened Friday with semen from eighteen men frozen in a stainless steel tank.
Om dette eksempel er fra Strunks oprindelige udgave er nok tvivlsomt, men Strunk og Whites forslag til en omskrivning er klart bedre, så man ikke bliver bekymret for "the eighteen poor fellows frozen in a steel tank":
New York's first commercial human-sperm bank opened Friday when semen samples were taken from eighteen men. The samples were then frozen and stored in a stainless steel tank.

Det tredje kapitel hedder 'A Few Matters of Form'. Her finder vi en lang række opslag, som addresserer udråb, margener, talord og meget andet. Her fortæller Strunk og White en skæg historie for at vise farerne ved bindestreger. To aviser i Chattanooga ved navn The News og Free Press besluttede at fusionere og endte med den uheldige titel The Chattanooga News-Free Press.

I kapitel fire 'Misused Words and Expressions' får forfatterne virkelig lov at boltre sig. Med en spydig, men humoristisk tone (som jeg nemt kan identificere mig med) lader de galden flyde over de mange studerendes tankeløse fejl og sproglige uvidenhed.

For eksempel lærer vi, at 'brændbar' hedder 'inflammable' og ikke 'flammable'. Fordi præfikset 'in-' ofte betyder 'u-', herskede der en vis forvirring over ordet, da derfor nemt kunne misforstås som 'ikke-brændbart'. Derfor opstod den falske konstruktion 'flammable' på fx lastbiler. Men "unless you are operating such a truck and hence are concerned with the safety of children and illiterates, use inflammable," lyder det spydigt i kommentaren.

Fænomenet 'illiterate' bruges ofte, når forfatterne er mest arrige, fx i opslaget om ordet 'like'. Det korrekte er at bruge 'as' i "Chloë smells good, as a baby should" og altså ikke 'like'. Strunk og White kan dog se, at 'like' blive brugt mere og mere, men her får 'the illiterate' endnu en opsang:
Like has long been widely misused by the illiterate; lately it has been taken up by the knowing and the well-informed, who find it catchy or liberating (...)
Men det er ikke nogen god undskyldning:
If every word or device that achieved currency were immediately authenticated, simply on the ground of popularity, the language would be as chaotic as a ball game with no foul lines.
Jeg er så rørende enig. Jo, sproget udvikler sig, men vi reaktionære "gamle gnavne mænd" er nødt til at hive i den anden retning, så vi stadig kan tale sammen.

Overraskende (for mig) nok betyder 'nauseous' ikke 'havende kvalme' men "sickening to contemplate". 'Nauseated' betyder til gengæld at have kvalme: "Do not, therefore, say, "I feel nauseous," unless you are sure you have that effect on others."

Det sidste eksempel, jeg vil nævne, er endnu en ting, jeg er så utrolig enig i. Ordet 'unik' er også på dansk ved at miste sin betydning. Noget unikt er noget enestående, "without like or equal". Derfor kan der ikke findes grader af 'unikhed'. Det hedder altså ikke "The balancing act was very unique" men "The balancing act was unique."

Femte og sidste kapitel, 'An Approach to Style' er E. B. Whites helt egen tilføjelse og består af fine råd, men slet ikke så veloplagt og spiddende som de foregående kapitler.

Køb bogen - den koster små £6 på Amazon og er guld værd, som regelbog, opslagsværk eller bare som hyggelæsning (hvis du altså er en sprognørd som jeg).

10. januar 2009

Græd ikke over steamed milk VII: Dora

Nyligt hjemvendt fra Montréal sidder jetlaggen stadig i min krop, og det er derfor, jeg sidder vågen lørdag morgen og skriver på denne længe forsømte blog. Årsagen vil fremgå om to afsnits tid.

I den utroligt tosprogede Montréal stiftede jeg hos en privatfamilie overfladigt bekendtskab med en tegnefilmsserie for meget små børn, oprindeligt kaldt 'Dora the Explorer'. Jeg så få øjeblikke af den, men blev fascineret af, at dialogen i serien mest var på fransk, men en gang imellem sprang engelske gloser og sætninger ind i stedet. Jeg afskrev det hurtigt som et fransk-canadisk fænomen til at lære fransksprogede børn at tale det på kontinentet altoverskyggende hovedsprog, engelsk.

I morges så jeg så serien på dansk. Altså mest på dansk. For også her var der fundet plads til engelske ord og hele samtaler på engelsk.



Principielt er jeg stor fortaler for, at små børn stifter bekendtskab med andre sprog så tidligt som muligt, men jeg kan ikke lade være med at være skeptisk over for tilgangen i 'Dora Udforskeren', som TV 2 så uelegant har valgt at oversætte seriens titel.

For det første kan jeg ikke forlige mig med udtalelser som "Min lille friend", "Den kage er lige som den, jeg plejede at lave til my mommy" og "I vil vist have noget chocolate." Ja, det bør være åbenlyst for selv den mindst trofaste pudsigkat-læser, hvad jeg synes om sådanne blandinger af sprog i midten af sætninger. Lad os sige det i kor: "Do-mæ-ne-tab." Vi har ganske fine ord for ven, mor og chokolade i dansk allerede.

For det andet er der accenten. De rent engelsktalende figurer, som Dora og hendes ven, aben Boots, møder på deres vej, er blevet udstyret med de tykkeste danske accenter, som kan opdrives på Jorden blandt både voksne og mindreårige stemmeskuespillere. Selv om disse hele engelske samtaler, som pænt bliver oversat af Dora for seerne, er at foretrække frem for de drypvist placerede engelske ord, er det i min ydmyge mening ikke hensigtsmæssigt at lære børn, at det hedder 'Fank you'.

En hurtig gurgling af serien afslører, at serien oprindeligt er amerikansk.

Den kvikke læser vil hurtigt undre sig over, hvorvidt de så taler engelsk med engelske ord i serien i originalversionen. Den lidt kvikkere læser vil hurtigt gætte, at det i originalen drejer sig om spanske ord, da en større og større del af det amerikanske samfund er spansktalende indbyggere, som indvandrer og får børn. Da jeg var i New York i julen så jeg, at der overalt i fx undergrundsbanen var spanske reklamer og skilte uden engelsk oversættelse. Og i sydligere byer som Miami er det efter sigende efterhånden minoriteten af indbyggerne, der taler engelsk som sit modersmål.

I et kort interview med seriens skabere på tv-stationen Nickelodeon's britiske hjemmeside fortæller de, at seriens mål er at udforske Gardners syv-otte intelligenser i hvert afsnit, og deriblandt at introducere et fremmedsprog til de helt små børn for at fremme deres generelle sprogkundskaber:

As such, the show might teach them a little Spanish and make them curious and interested in learning more, or simply make them aware of and comfortable with foreign languages.


Dette er et meget beundringsværdigt mål, hvis man spørger mig, og ikke mindst til engelske og særligt amerikanske børn, som ikke oplever den nødvendighed for at lære andre sprog, som vi andre lande oplever fra første færd.

En lidt mere obskur ekstra målsætning er at få andre latinoer og latinaer føle sig stolte over deres baggrund, fordi Dora selv er latina. I de(t) amerikanske samfund, som bliver mere og mere hispanic, giver det sikkert meget god mening rent målgruppemæssigt.

Hvis dette indlæg har vakt din nysgerrighed, kan du se 'Dora Udforskeren' sammen med 23.000 andre danskere lørdag morgen 7:30 på TV 2.