Viser opslag med etiketten h. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten h. Vis alle opslag

5. september 2009

Stavning eller kaos IV

Forbandet være ALLE, der hedder John. Især John Hahn-Petersen.

Jeg går ud fra, at det navne som John, Stryhn, Hahn, Lyhne, Glahn, osv. som er skyld i, at så mange mennesker ikke kan stave til mit navn, Vinh. Millioner af mennesker skriver Vihn. AARGH.

Men jeg er ikke ene om at være frustreret. Se selv her:

21. august 2008

Umoristisk hudtale

Her i Montréal taler man fransk. De fleste taler også engelsk, men Québec, den canadiske provins, Montréal ligger i, er frankofon ved lov.

De søde mennesker, jeg bor hos for tiden, er meget fransktalende, men deres engelsk er ganske fint. Dog er det ikke svært at høre, hvor deres sproglige udgangspunkt ligger, nemlig sproget fra La France.

Alle, der kender lidt til fransk (og/eller italiensk, spansk eller portugisisk) ved, at man ikke udtaler bogstavet h. Ja, det findes det såkaldte h aspiré, aspireret h, hvor man behandler h'et, som om det eksisterede i udtalen, så 'hummeren' ikke hedder 'l'homard', men 'le homard', men h'et er altså stadig stumt.

Det påvirker mange talere af romanske sprog, når de taler engelsk. Hvis bare jeg havde en 25-øre for hver gang, jeg har hørt folk fra Frankrig eller Italien sige 'I ate it', når de faktisk ville sige, at de hader noget. Så ville jeg nok have råd til en is. Hvis jeg husker at bruge dem, før 25-ørerne forsvinder...

Tilbage til h'erne.

Det rigtig sjove er, at det er, som om de samme mennesker, der sluger h'erne, spytter dem ud andre steder i sætningerne. Jeg har med egne øren hørt en italiener sige "It 'urts! My harm 'urts!" i betydningen "min arm gør ondt".

Det samme gør de søde mennesker her. H'erne forsvinder fra de ord, der burde have dem, og popper op, hvor vokalerne helst skulle starte ordet alene. Desværre rækker mine evner inden for fonetik og fonologi (og Google) ikke til at finde ud af, hvad dette fænomen kaldes/skyldes, men hvis nogen af jer ved det, må I endelig oplyse os andre i en kommentar.

Desværre kan jeg ikke på stående fod eller siddende bagdel huske nogen eksempler, som jeg har hørt for nylig her i Montréal, men de gør det hele tiden. Jeg må lige smide en kommentar på, hvis jeg hører det og husker det.

Endnu en meget mærkelig ting er, at vi i går skulle samle nogle Ikea-møbler (made in Denmark (!)) og dermed skulle bruge en hammer. Min værtinde blev konsekvent ved med at sige "an 'ammer", og det, synes jeg, er mægtig skægt. For hun ved jo, at h'et er der, og at det derfor hedder "a hammer", men hendes engelsk-reflekser smider automatisk n'et på den ubestemte artikel, så ordet 'hammer' i hendes mund falder i samme kategori som ordene 'hour' og 'honour', som pga. deres stumme h'er får artiklen 'an', som bruges foran vokallyde og derfor også stumme konsonanter.

Læg mærke til det, næste gang, I snakker med en, der har fransk eller italiensk accent.