Ad, verbier II

For nogle uger siden opdaterede jeg mine P1-podcasts som altid og lyttede til dem i tog og bus som altid. Pludselig var der dog noget galt. Estrid Anker Olsens vante stemme var ikke at finde på 'Ud med sproget'. DR havde snydt mig og erstattet 'Ud med sproget' med P1's nye sprogmagasin, 'Sproglaboratoriet' med Christoffer Emil Bruun. Nå, jeg måtte give det en chance.

Jeg er stor fortaler for fornyelse på P1. Flere af P1's programmer er blevet så slidt, at det er ved at være på tide at skifte lidt ud - også for at få nogle nye lyttere med.

Derfor var mit sind åbent over for 'Sproglaboratoriet'. Jeg er glad for, at P1 har prøvet at tænke i helt nye baner og ikke blot erstattet værten med en ny. 'Sproglaboratoriet' svarer stadig på nogle lytterspørgsmål og interviewer sprogkyndige om sprogvidenskabelige emner, men jeg må ærligt talt sige, at den nye vært ikke er noget at råbe hurra for.

Han virker simpelthen ikke til at vide særlig meget om sprog.

Det friskeste eksempel er fra denne uges udsendelse, hvor Christoffer Emil Bruun på en meget sjov og kreativ måde eksperimenterer med hele fortællerrollen og -metoden i et radioprogram. Det er sådan set ganske nytænkende og udmærket. Men da en lytter spørger, hvorfor der står "Herrens ord bliver evindelig" på Marmorkirken i København, afslører Christoffer Emil Bruun desværre sin uvidenhed på området.

Forklaringen er, at 'evindelig' i denne sammenhæng er et adverbium, og at mange af disse, som slutter på '-ig' (endelig, rigtig,...) ikke behøver et '-t' i enden. Ordet 'bliver' optræder her i betydningen 'forbliver', altså er betydningen (som det står i den nyeste bibeloversættelse): "Herrens ord forbliver til evig tid (Første Petersbrev 1:25)."

Det forstår Christoffer Emil Bruun ikke. Han bliver ved med at spørge ind til, hvorfor et ord ikke bliver evindeligt med '-t' og så vælter korthuset altså for en sprognørd og ivrig lytter. En vært på et sprogprogram på P1 skal altså vide, hvad et adverbium er.

P1, ring bare - jeg er snart arbejdsløs.

Ad, verbier I

I december måned faldt jeg over en artikel på det amerikanske journalistik-website Poynter Online. Den handlede om adverbier, som også kaldes biord.

Jeg blev overrasket over, at skribenten Roy Peter Clark, som er websitets sprogguru, udtalte sig som kategorisk modstander af adverbier. Han indrømmer, at de kan være brugbare i nogle tilfælde, men det generelle budskab er, at de skal undgås.

Som eksempel frembringer han to afsnit fra en sportsklummeskribent ved Washington Post ved navn Thomas Boswell:

When a previously little-known major league coach becomes a manager, you never know whether he's suited to his elevation in rank -- whether he is fundamentally comfortable with it and feels he belongs in the job -- until he is actually in it. By then, of course, it can be too late.

For team executives, that's part of the terror of a first-time hire. The transformation can be quick and extreme. The meltdown may start in the first news conference. Cal Ripken Sr., utterly silent in public as a coach, believed it was his responsibility to "communicate" once he became the Orioles' manager. And he never stopped talking until he was fired. Anecdotes, platitudes, pep talks -- the words gushed endlessly. Then he instantly became baseball's Silent Cal again.

Ordene i fed er adverbier, og ordene i blå skrift, mener Clark, er unødvendige, fordi de ikke bidrager til forståelsen af naboordene.

Jeg er delvist enig. Selve det semantiske indhold forbliver det samme, hvis adverbierne fjernes, men de fire adverbier i blåt gør sætningerne og betydningerne koncise og letter forståelsen. For at tage et eksempel, gør brugen af ordet 'previously' i den sammenhæng det lettere at forstå for læseren, at den omtalte manager nu er blevet berømt.

Selv mener jeg, at adverbier kan bidrage til sprogets levendegørelse. Til enhver tid vil jeg give Clark ret i, at overflødige verber skal undgås, men det ligger jo også implicit i ordet 'overflødige'. At et adverbium ikke er nødvendigt for den semantiske betydning betyder ikke, at det er unødvendigt for læserens forståelse af sætningen.

En anden skribent på Poynter.org, Chip Scanlan, har skrevet en anden artikel om adverbier. Han har som Clark næret en indædt frygt for adverbier, men som han skriver:

Lately, however, I've begun rethinking my adverbial antipathy.

Hans artikel handler først og fremmest om det fænomen, hvor man på engelsk tilføjer '-ly' til et adjektiv og smider det på et verbum efter et citat:

'Hurry up,' Tom said swiftly.

eller hans favorit

'Don't worry, the radiation level isn't very high,' Tom said
glowingly.

Denne formel er let at overbruge, fordi den er nem og kedelig, men i tilfælde, hvor du har sparsomt med plads, kan ét adverbium erstatte hele sætninger. Scanlans egne eksempler derpå er dog dårlige:

"Ta-da" he said dramatically, and whipped off the cover, unveiling a long
rectangular sign, emblazoned with "Swiggett's Superette" in red, white and blue
letters.

"Sounds dangerous," Turner said sarcastically.

Begge eksempler er fra noget fiktion, han har skrevet. I det første eksempel er interjektionen 'ta-da' dramatisk i sig selv, og i det andet vil det fremgå af sammenhængen, at Turner mener det sarkastisk.

I begge tilfælde kunne man med fordel have valgt at bruge et andet verbum end 'to say' og opnå en bedre effekt: '"Ta-da" he shouted...' og '"Sounds dangerous," Turner giggled' for eksempel.

For at opsummere er både Clark, Scanlan og jeg enige om, at adverbier ikke skal kastes ud over en tekst lige meget hvad. Og vi er enige om, at adverbier ikke i alle tilfælde bidrager til betydningen.

Til syvende og sidst er det blot vigtigt at tænke over brugen af adverbier. I et nyhedstelegram (eller i en sms), hvor skribenten har begrænset plads, skal ubetydelige adverbier udelades for at give plads til vigtige oplysninger, men et velplaceret og gennemtænkt valg af adverbium kan bidrage med lige så mange oplysninger som en hel sætning.

I længere tekster gælder det samme, men det er vigtigt at holde sig for øje, at der er andre måder at udtrykke følelser, understrege forhold eller gøre sit sprog levende på. I stedet for at "græde højlydt" kan ungen "hyle" eller "skrige", og i stedet for at "løbe stærkt" kan tøsen "spæne" eller "styrte". Det er det, Journalisthøjskolen kalder 'sexede verber'.

Jeg har undladt at bruge adverbier her. Hvem kan finde et sted i ovenstående indlæg, hvor et adverbium ville have bidraget til budskab/betydning/forståelse?