I Kgs. Lyngby, min barndoms skød, lagde jeg i går mærke til en frisørsalon, der hedder 'Spagetti'. På deres hjemmeside har de endda udvidet navnet til 'Spagetti & Hairdesign'. Lad os starte med at slå fast, at 'Hair design' altid vil være i to ord, men som utrolig mange andre danskere (og tyskere og deslige) fatter folkene bag 'Spagetti' altså ikke, at rigtig mange ord er i to ord på engelsk, selvom det er ét ord på dansk. Det er altså to forskellige sprog.
Endnu værre er dog deres stavning af ordet 'spagetti', som naturligvis skal staves 'spaghetti', hvis altså det er meningen, det skal referere til den italienske pastatype.
I dag så jeg så Marie Louise Sjølie skrive følgende i Politiken:
Hvis aviskrigen var en film, ville den være en spagettiwestern af Sergio Leone...Indrømmet, en mindre stavefejl, måske endda blot en trykfejl, som er sluppet igennem korrekturen, da det på dansk ikke vil gøre nogen forskel på udtalen, men igen er italiensk et andet sprog.
Det forholder sig nemlig sådan, at det h er ret vigtigt for ordet 'spaghetti'. Det h er der nemlig for at g'et bliver udtalt som 'hårdt g' og ikke et blødt, altså ligesom den første konsonant i fx 'John': [spa-'djet-ti].
Men i den anden pastatype 'rigatoni' er der da intet h, og det udtales vel ikke [ri-dja-'tå-ni], spørger den skarpe, omend italiensk-ukyndige pasta-connoisseur måske. Og det er også korrekt. Sagen er nemlig, at de såkaldte velar-plosive (som udtales ved en gane-lukkelyd) konsonantlyde g og k (og de mange måder, de kan staves på) udtales forskelligt, alt efter hvilken type vokal, der følger efter. A, o og u er såkaldte bagtungevokaler, og g og k skal derfor udtales hårdt. Til gengæld skal de foran fortungevokalerne e og i udtales blødt, som i 'Genova' eller 'cello'.
Det samme gælder på fransk, spansk og portugisisk, hvor det dog bliver nogle lidt anderledes lyde i den bløde version.
Tilbage til italiensk: Hvis italienerne gerne vil have 'ch'-lyden fra 'cello' foran en bagtungevokal som a, er de altså nødt til at snyde lidt og smide en fortungevokal ind foran, som i 'Luciano' [lu-'tsja-no] eller i 'Sergio Leone' ['sær-djå læ-'å-næ]. Omvendt smider de et h ind, hvis de vil have en hård konsonant før en bagtungevokal, som i 'Pinocchio', 'gnocchi' eller 'Margherita'. Eller altså som i 'spaghetti'.
På fransk og spansk bruger de 'qu-' for at gøre 'c' hårdt og 'gu-' for at blødgøre det. Af eksempler på fransk kan nævnes 'marguerite' og 'Qu'est-ce que c'est?' og på spansk kan jeg nævne 'Márquez' (hvor trykket altså altid ligger på første stavelse, hvor trykstregen forefindes), '¿Qué?' og 'guerrilla' (som altså også på dansk bør udtales [gæ-'ri-(l/d)ja] (der er på de mange spanske varianter stor uenighed om udtalen af konsonanten ll)).
Jeggg (det berømte tre-g'ede 'jeg', som er kendt fra Asterix) har desuden opdaget, at disse forhold også kan findes i Skandinavien, hvor æ og ø får sneget sig med på fortungeholdet. Både på bornholmsk og svensk udtales k i henholdsvis 'køkken' og 'kök' blødt i noget, der ligner en 'sj-'-lyd. 'Kilde' hedder 'källa' på svensk, og der gælder det samme.
Her har det dog ikke påvirket stavningen konsekvent, kun i de gamle danske og stadig norske 'kj-' og 'gj-', man finder i ældre tekster i ord som 'kjender/kjenner' og 'gjør'.
Som en ekstra fodnote kom jeg lige i tanker om, at det faktisk også spiller ind på min moders modersmål, vietnamesisk, som jeg har prøvet at lære så godt som muligt i Vietnam. Da deres skriftsprog er konstrueret af en portugisisk munk, er der for eksempel altid h mellem hårdt g og en fortungevokal (e, ê, i), også selvom ordet starter på ng-, som i 'nghe' (at høre), men ikke foran 'nguoi' (menneske). Sammensætningen gi- vil altid udtales som blødt (som z i Nordvietnam, som j i Syd).
Opslag
