Viser opslag med etiketten politiken. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten politiken. Vis alle opslag

25. juli 2008

Vandrevokaler

Forbered dig på et indlæg med rigtig mange paranteser.

I Kgs. Lyngby, min barndoms skød, lagde jeg i går mærke til en frisørsalon, der hedder 'Spagetti'. På deres hjemmeside har de endda udvidet navnet til 'Spagetti & Hairdesign'. Lad os starte med at slå fast, at 'Hair design' altid vil være i to ord, men som utrolig mange andre danskere (og tyskere og deslige) fatter folkene bag 'Spagetti' altså ikke, at rigtig mange ord er i to ord på engelsk, selvom det er ét ord på dansk. Det er altså to forskellige sprog.

Endnu værre er dog deres stavning af ordet 'spagetti', som naturligvis skal staves 'spaghetti', hvis altså det er meningen, det skal referere til den italienske pastatype.

I dag så jeg så Marie Louise Sjølie skrive følgende i Politiken:
Hvis aviskrigen var en film, ville den være en spagettiwestern af Sergio Leone...
Indrømmet, en mindre stavefejl, måske endda blot en trykfejl, som er sluppet igennem korrekturen, da det på dansk ikke vil gøre nogen forskel på udtalen, men igen er italiensk et andet sprog.

Det forholder sig nemlig sådan, at det h er ret vigtigt for ordet 'spaghetti'. Det h er der nemlig for at g'et bliver udtalt som 'hårdt g' og ikke et blødt, altså ligesom den første konsonant i fx 'John': [spa-'djet-ti].

Men i den anden pastatype 'rigatoni' er der da intet h, og det udtales vel ikke [ri-dja-'tå-ni], spørger den skarpe, omend italiensk-ukyndige pasta-connoisseur måske. Og det er også korrekt. Sagen er nemlig, at de såkaldte velar-plosive (som udtales ved en gane-lukkelyd) konsonantlyde g og k (og de mange måder, de kan staves på) udtales forskelligt, alt efter hvilken type vokal, der følger efter. A, o og u er såkaldte bagtungevokaler, og g og k skal derfor udtales hårdt. Til gengæld skal de foran fortungevokalerne e og i udtales blødt, som i 'Genova' eller 'cello'.

Det samme gælder på fransk, spansk og portugisisk, hvor det dog bliver nogle lidt anderledes lyde i den bløde version.

Tilbage til italiensk: Hvis italienerne gerne vil have 'ch'-lyden fra 'cello' foran en bagtungevokal som a, er de altså nødt til at snyde lidt og smide en fortungevokal ind foran, som i 'Luciano' [lu-'tsja-no] eller i 'Sergio Leone' ['sær-djå læ-'å-næ]. Omvendt smider de et h ind, hvis de vil have en hård konsonant før en bagtungevokal, som i 'Pinocchio', 'gnocchi' eller 'Margherita'. Eller altså som i 'spaghetti'.

På fransk og spansk bruger de 'qu-' for at gøre 'c' hårdt og 'gu-' for at blødgøre det. Af eksempler på fransk kan nævnes 'marguerite' og 'Qu'est-ce que c'est?' og på spansk kan jeg nævne 'Márquez' (hvor trykket altså altid ligger på første stavelse, hvor trykstregen forefindes), '¿Qué?' og 'guerrilla' (som altså også på dansk bør udtales [gæ-'ri-(l/d)ja] (der er på de mange spanske varianter stor uenighed om udtalen af konsonanten ll)).

Jeggg (det berømte tre-g'ede 'jeg', som er kendt fra Asterix) har desuden opdaget, at disse forhold også kan findes i Skandinavien, hvor æ og ø får sneget sig med på fortungeholdet. Både på bornholmsk og svensk udtales k i henholdsvis 'køkken' og 'kök' blødt i noget, der ligner en 'sj-'-lyd. 'Kilde' hedder 'källa' på svensk, og der gælder det samme.

Her har det dog ikke påvirket stavningen konsekvent, kun i de gamle danske og stadig norske 'kj-' og 'gj-', man finder i ældre tekster i ord som 'kjender/kjenner' og 'gjør'.

Som en ekstra fodnote kom jeg lige i tanker om, at det faktisk også spiller ind på min moders modersmål, vietnamesisk, som jeg har prøvet at lære så godt som muligt i Vietnam. Da deres skriftsprog er konstrueret af en portugisisk munk, er der for eksempel altid h mellem hårdt g og en fortungevokal (e, ê, i), også selvom ordet starter på ng-, som i 'nghe' (at høre), men ikke foran 'nguoi' (menneske). Sammensætningen gi- vil altid udtales som blødt (som z i Nordvietnam, som j i Syd).

4. juli 2008

Græd ikke over steamed milk VI

"Hvis man kun forbinder en Brazilian med hårfjerning på de mest intime steder, så er det bare om at lægge turen forbi Rådhuspladsen. Her huserer en mand, der har gjort en banebrydende indsats, når det gælder kunsten at lange aviser ud."

Jeg forbinder nok i høj grad stadig en Brazilian med en hårfjerning, for på dansk hedder en mand eller kvinde fra Brasilien altså en brasilianer. På samme måde ved jeg, at en Danish for amerikanere er et stykke wienerbrød, og jeg forbinder altså ikke ordet med danskere.

"Så når du her får en Brazilian , får du ikke bare en avis, men et kys på kinden, et forførende tilråb eller et dask i enden – hvis du altså er hunkøn. Mændene må nøjes med et rapt tilråb, eller fryden ved få stukket avisen i hånden med spurtende præcision, og lige det lille ekstra smæld i overleveringen som en knaldperle af energi. Give me five!"

Er det Monna Dithmer, der siger 'Give me five'? Til hvem? Det er ikke i citationstegn og kan derfor ikke være Jura, der siger det.

"Grundteknikken består i at rulle aviserne hårdt sammen, og så som en overraskelsesmanøvre lynhurtigt springe frem og stange dem ud. Uden at skabe trafiksammenstød, og så på kattepoter – cool cat."
Er det nu igen Monna Dithmer, som kommer med endnu et arkaisk engelsk slangudtryk som en slags smart kommentar? Prøver hun at være poetisk, lyrisk, ung med de unge?
"Metroavismanden har taget konsekvensen og kører old school : sandvichmand med aviser, der langes ud på samlebånd."
Endelig bruger hun et udtryk, som der faktisk findes folk, der bruger. Tak.
"Teknikken med på flabet vis at smække aviserne ned i cykelkurvene er der dog mindst respons på, måske lidt for street smart. Der er trods alt grænser for avantgarden her på pladsen. Ellers er der smil og grin – og thumbs up fra flere af de forbipasserende mænd."

Det virker næsten for nemt at citere hende selv, men Monna Dithmer er "måske lidt for street smart." Sproget i artiklen fremstår som et sølle forsøg på at nå målgruppen af studerende, som cykler forbi Rådhuspladsen hver dag og derfor kender avisuddeleren. Og hvad er der galt med at skrive noget i retning af 'anerkendende tommelfingre' eller 'okay-tegn'?

Det er simpelthen for trist at kaste om sig med engelske udtryk på den måde.

Tankerne ledes hen på de utallige medlemmer af babyboomer-generationen, hvor alle hedder Jørgen og Birthe, som bruger kiksede gamle udtryk til daglig, eller den frygtelige race af sælgere og forretningsfolk, som er for dårlige til engelsk til at bruge det ordentligt og konsekvent og for dårlige til dansk til at bruge danske ord til at beskrive, hvad en 'key account manager' egentlig laver i virkeligheden.

Det danske sprog er dejligt - og det er din ven, Monna Dithmer, hvis du vil bruge det ordentligt.

14. januar 2007

Stavning eller kaos I



Foto: Vinh Prag

I Politiken forleden så jeg denne overskrift: 'Det hvide guld er en guldbrube'. Jeg græmmedes.

Det er ikke, fordi jeg ikke har vænnet mig til stave- og trykfejl i aviserne. Korrekturlæseren er næsten død, og selv Dagbladet Information, hvis målgruppe må siges at være ret intellektuelle, lader utrolig mange fejl blive trykt i landets yngste landsdækkende betalingsavis.


HOVSA, PROSA
I PROSA - de it-professionelles blad - så jeg sidste år denne forside:


Foto: Vinh Prag

Da jeg var lille, lærte vi den såkaldte 'spise-/male-metode'. Den går ud på, at hvis man er i tvivl om, hvorvidt der skal et R på et verbum (producere(r), sabotere(r), referere(r),...), bytter man det simpelthen ud med 'spise' eller 'male' og har dermed svaret. Læs mere her.

Det er for mig utroligt, at der ikke var nogen på den redaktion eller på noget led i den redaktionelle produktionslinje, som har set det manglende nutids-R på 'udfordrer'.