Hæmo sapiens og kommunikation

Det drejer sig denne gang selvfølgelig om den skøre historie om nordmanden, der efter at være blevet slået med et ølkrus på Rust henvendte sig på Riget for at få behandling, men blev sendt hjem til husbåden, fordi de troede, han var bøsse og ikke bløder.

Historien kan læses på B.T. her.

Sagen er, at manden fortalte personalet, at han var hæmofil, som er det græske ord for bløder. Personalet troede, at det var en norsk måde at udtale homofil (altså homoseksuel) på og sendte ham hjem.

Så er spørgsmålet jo bare, om det var nordmanden, som skulle have kendt det danske ord bløder, eller om det var personalet på Danmarks største hospital, som skulle have kendt til den internationale betegnelse for en livsfarlig sygdom, som mange lider af. Jeg synes mest det sidste, og Rigshospitalet har nu også været ude at undskylde.

I princippet skulle begge parter bare have været bedre til at kommunikere. Han var sikkert halvfuld og irriterende, og de var sikkert på aftenvagt og irriterede, og ingen har sikkert gjort sig den ekstra ulejlighed at prøve at forstå, hvorfor han dog mente, han skulle indlægges for sin homofili...! Han kunne måske også have prøvet at forklare, at han led af en sygdom, hvor blodet ikke størkner.

Altså kan dårlig kommunikation være livsfarlig.

Generelt er det jo meget rart, at vi på dansk har mange rigtig danske ord for sygdomme, organer, etc., som lægeuddannede kender de græske og latinske ord for. Det vil sige, at vi i Danmark har to parallelle sprog, hvor det kun er lægerne, der kan snakke med andre læger på latin og græsk.

Det smarte ved at kende de græske og latinske ord er jo, at de hedder det samme for alle læger rundt omkring i verden. Så nordmændene har gjort det rigtigt. Men når dansk personale (på et hospital (!)) ikke kender ordet, er det jo ligemeget.

På engelsk er de rigtig gode til at bruge de gammelsproglige ord. En blindtarmsoperation hedder en appendectomy, som giver mening, når blindtarmen kaldes appendix. Lungebetændelse hedder pneumonia, og sådan er der så meget.

Og ja, det kan måske overraske nogle læsere, at jeg ikke kæmper for de danske ords overlevelse, men her taler vi altså om folks liv og helbred! Og så er der ikke plads til at være sprogligt reaktionær. Så skal sproget bare virke.

Pfft, sig bare én gang til, at man ikke kan bruge de gamle sprog til noget. Sprogene er måske døde, men de kan stadig holde folk i live.

Latino I

Mange af jer ved nok, at Lalandia er latin for Lolland, og det er derfra, navnet Lalandia (som i forlystelsesparken) kommer.

Derfor er det en anledning til lingvistisk skurren i mine ører, at de nu har åbnet endnu en park i nærheden af Legoland i nærheden af Billund og også kaldt den for Lalandia. Den burde jo hedde det latinske ord for Jylland, nemlig Jutlandia (ja, ligesom sangen).

Måske er der også nogen, der husker, at Expert-kæden (i hvert fald på Sjælland) hed Expert Selandia.

Og nu vi er ved Lego, er der nok også mange, der ved, at det ikke oprindeligt er latin, men en forkortelse for Leg Godt. Tilfældigvis betyder Lego 'jeg læser' eller 'jeg samler' og det ville derfor have været et meget naturligt valg til et navn til avancerede byggeklodser, man skal bruge en manual for at lege med. Det ville have været i tråd med de mange bilfirmaer, som bruger latinske verber i firmanavnet; Volvo 'jeg ruller', Audi 'hør!' og Fiat 'lad det blive'. Det skal dog huskes, at Lego jo først opfandt legoklodserne langt efter navnets oprindelse.

De nordiske sprogs (storhed og) fald

Efter en flytning og næsten to måneder i Århus, der er gået rigtig hurtigt, er pudsigkat.dk nu tilbage med rigtige indlæg.

Denne gang er det inspireret af P1's udmærkede "Ud med sproget", som jeg podcaster og hører, når jeg befinder mig i transportmidler sammen med andre podcasts om sprog og andet godt. Det kan stærkt anbefales.

Det handlede om fald - eller kasus, som det hedder i tyskundervisningen. Altså om nominativ, akkusativ, dativ, genitiv, etc (jeg vil i dette indlæg holde mig til de latinske betegnelser). Men hvorfor beskæftige sig med det, når vi ikke har det på dansk? Fy, siger jeg. Det har vi.

Især kan man se det på vores pronomener; han/ham/hans, I/jer/jeres, etc.

På dansk har udviklingen betydet, at vi i dag i nogle tilfælde sidder tilbage med en "grammatisk ukorrekt" brug af kasus.

Ét tilfælde er ved såkaldt subjektsprædikat som i sætningen "Det var mig." 'Det' er subjekt og står dermed i nominativ, 'var' er verballed, og 'mig' er subjektsprædikat, fordi verber som fx 'at være' sidestiller de to led. Grammatisk set burde 'mig' hedde 'jeg' (nominativ), fordi det er subjektsprædikater. Men på dansk (såvel som engelsk "It was me" " og fransk "C'était moi") er det altså blevet til akkusativ, fordi det simpelthen er nemmere for folk ikke at have to pronominer i nominativ, som det burde være: "Det var jeg." For eksempel hedder det jo "Det bekymrer mig", fordi 'mig' i dette tilfælde er objekt for 'det's bekymring.

Men nu hedder det altså "Det var mig", og det er blevet grammatisk korrekt. Det ville aldrig være gået på fx latin, hvor de prioriterede ordstilling meget lavt og derfor ville blive forvirret. Ordstilling er til gengæld meget vigtigt på dansk, hvor sætningen "Søren spiser koen" skaber et særligt billede, som dog ikke er helt entydigt, hvis man før sætningen spørger "Hvad spiser koen?"

Tilbage til kasus.

Både på svensk og norsk har de dog beholdt nominativ til subjektsprædikat: "Det var jag/jeg" - altså et grammatisk logisk kasusvalg. Det sjove er, når man smider en bisætning på, som for eksempel "..., der gjorde det."

Her er det på dansk stadig 'mig': "Det var mig, der gjorde det", men på svensk er det stadig 'jag': "Det var jag, som gjorde det". På norsk hælder de også til den svenske model. MEN! Hvis man tilføjer en anderledes bisætning, hvor konjunktionen er objekt, er nordmændene sjove. Svenskerne beholder 'jag' i "Det är jag, som du älskar", hvor nordmændene simpelthen kigger på, hvad konjunktionen står i og bøjer subjektsprædikatet derefter: "Det er meg, som du elsker", men "Det er jeg, som elsker deg."

Altså har nordmændene valgt en mere konsekvent linje i stil med latin "Ego sum quem amas" ("Det er mig, du elsker") og "Ego sum que te amo" ("Det er mig, der elsker dig").

Som en svirp med halen skal det nævnes, at 'på fode', 'til låns' og andre gamle danske udtryk faktisk er rester af gamle kasus-endelser, så vi har altså haft dem...selv om vi åbenbart ikke mener, de er så vigtige at holde fast i længere.

Okay, ret nørdet indlæg, men det er dejligt at være tilbage...

At lære sprog

Nogle klip fra YouTube om sprog:

Et sammenklip fra 'Friends', hvor Joey prøver at lære fransk:


Og lingvisternes yndlings-Python-klip fra 'Life of Brian':