Viser opslag med etiketten anglisering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anglisering. Vis alle opslag

19. juni 2009

Græd ikke over steamed milk XII

Jeg har lige snakket med en sød dame hos Danske Bank, fordi jeg skulle have noget hjælp. Hun var sød og imødekommende, og jeg sagde tak for hjælpen.

Sekundet før hun lægger på, når hun så at efterlade mig alene med ordene "Du er velkommen."

Enten mener hun, at jeg er velkommen til at ringe igen eller velkommen til at komme ned i banken. Eller også er det endnu et eksempel på den altædende anglisering og er en "dansk" version af "You're welcome."

Puha.

18. juni 2009

Græd ikke over steamed milk XI

På Rådhuspladsen så jeg forleden den her kolossale klods:


Teksten er: "Trigger your human talent - og find din uddannelse her." Afsenderen er noget så fantastisk som "Professionshøjskolen Metropol for human beings."

Helt ærligt. Hvad sker der for de 'human beings', der har fundet på den skrækindjagende blanding af sprog?

Jeg fristes til at lade teksten stå for sig selv. Trofaste læsere af denne blog vil udmærket vide, hvad jeg mener om hvad her. Og det er helt uden at berøre det faktum, at skolen er for mennesker. Virkelig? Øv, jeg har ellers altid ment, at min labradoodle havde brug for at dygtiggøre sig yderligere. Og de kan vel gennemføre sådan en uddannelse på en syvendedel af den normerede tid...

28. april 2009

Græd ikke over steamed milk X

Jeg vil blot dele en relativt grundig artikel om angliseringen af dansk fra Kommunikationsforum.

Læs artiklen her.

1. april 2009

Ord deling V

Her er nogle billeder, jeg har taget for nylig.

Det her en side fra et Bilka-katalog, og det drejer sig om ordet 'nyrelease'. Nej, man kan ikke få organer på afbetaling, men der er tale om en ny( )udgivelse. Hvorfor det skal hedde en 'release' og ikke bare en udgivelse, evt. en nyudgivelse, kan man kun tilskrive den grimme, grumme anglisering.


Den her gesjæft ligger på Randersvej i Århus, og jeg er helt vild med den orddeling. Måske er de blevet så træt af at massere blegfede perverse århusianere og foretrækker at målrette deres forretning til asiater. Fair nok. Men så skulle det alligevel have været ét ord.


Ordbøger, der bruger forkert orddeling pga. grafiske hensyn, er en moderne klassiker, og den her er virkelig smuk. Se først på ryggen, hvor der står "fremmed ORD BOG". Flot. På forsiden anerkender de, at 'fremmed' er ét ord og fortjener en bindestreg, og 'ORDBOG' er også ét, men 'fremmed ORDBOG' er åbenbart i to. Men alligevel ikke i tre som på bogryggen. Efterhånden lærer man den vel at kende, så den måske ikke er så fremmed længere.

Tsk tsk.

4. juli 2008

Græd ikke over steamed milk VI

"Hvis man kun forbinder en Brazilian med hårfjerning på de mest intime steder, så er det bare om at lægge turen forbi Rådhuspladsen. Her huserer en mand, der har gjort en banebrydende indsats, når det gælder kunsten at lange aviser ud."

Jeg forbinder nok i høj grad stadig en Brazilian med en hårfjerning, for på dansk hedder en mand eller kvinde fra Brasilien altså en brasilianer. På samme måde ved jeg, at en Danish for amerikanere er et stykke wienerbrød, og jeg forbinder altså ikke ordet med danskere.

"Så når du her får en Brazilian , får du ikke bare en avis, men et kys på kinden, et forførende tilråb eller et dask i enden – hvis du altså er hunkøn. Mændene må nøjes med et rapt tilråb, eller fryden ved få stukket avisen i hånden med spurtende præcision, og lige det lille ekstra smæld i overleveringen som en knaldperle af energi. Give me five!"

Er det Monna Dithmer, der siger 'Give me five'? Til hvem? Det er ikke i citationstegn og kan derfor ikke være Jura, der siger det.

"Grundteknikken består i at rulle aviserne hårdt sammen, og så som en overraskelsesmanøvre lynhurtigt springe frem og stange dem ud. Uden at skabe trafiksammenstød, og så på kattepoter – cool cat."
Er det nu igen Monna Dithmer, som kommer med endnu et arkaisk engelsk slangudtryk som en slags smart kommentar? Prøver hun at være poetisk, lyrisk, ung med de unge?
"Metroavismanden har taget konsekvensen og kører old school : sandvichmand med aviser, der langes ud på samlebånd."
Endelig bruger hun et udtryk, som der faktisk findes folk, der bruger. Tak.
"Teknikken med på flabet vis at smække aviserne ned i cykelkurvene er der dog mindst respons på, måske lidt for street smart. Der er trods alt grænser for avantgarden her på pladsen. Ellers er der smil og grin – og thumbs up fra flere af de forbipasserende mænd."

Det virker næsten for nemt at citere hende selv, men Monna Dithmer er "måske lidt for street smart." Sproget i artiklen fremstår som et sølle forsøg på at nå målgruppen af studerende, som cykler forbi Rådhuspladsen hver dag og derfor kender avisuddeleren. Og hvad er der galt med at skrive noget i retning af 'anerkendende tommelfingre' eller 'okay-tegn'?

Det er simpelthen for trist at kaste om sig med engelske udtryk på den måde.

Tankerne ledes hen på de utallige medlemmer af babyboomer-generationen, hvor alle hedder Jørgen og Birthe, som bruger kiksede gamle udtryk til daglig, eller den frygtelige race af sælgere og forretningsfolk, som er for dårlige til engelsk til at bruge det ordentligt og konsekvent og for dårlige til dansk til at bruge danske ord til at beskrive, hvad en 'key account manager' egentlig laver i virkeligheden.

Det danske sprog er dejligt - og det er din ven, Monna Dithmer, hvis du vil bruge det ordentligt.