Viser opslag med etiketten skilt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skilt. Vis alle opslag

10. september 2009

Lidt af hvert II

Så er der lidt mere guf fra kameramobilen.

Da jeg tog det her billede, var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt 'umbrella' var et italiensk ord, som i så fald ville hedde 'umbrelle' i flertal. Det hedder dog 'ombrello' (og 'ombrelli' i flertal), så det her er bare en meget mærkelig stavning:



Det her taler vist for sig selv. Det er ikke engang den tvivlsomme orddeling, jeg vil nævne, men den morbide formulering. Min gamle studiekammerat Julian har endda fundet et skilt i Føtex, hvorpå der stod 'Børne rester'.



Så er vi ved min gamle kæphest, den tankeløse sammenblanding af dansk og engelsk. Jeg behøver vel ikke at kommentere yderligere.



Vi slutter af med en restaurant på Gl. Kongevej, som har hele små montre med dette neonskilt og samme menu indeni.

20. august 2009

Lidt af hvert

Jeg har haft en dejlig ferie med blandet andet næsten fire uger i Israel. Har dog ikke fået taget så mange billeder til bloggen her.

Dog fik jeg leget lidt med hebræisk og lærte de fleste af bogstaverne, så jeg kunne stave mig igennem de fleste ord. Problemet var dog, at de normalt ikke rigtig gider at bruge alle de små prikker og streger (diakritiske tegn hedder de vist), som man skal bruge for at vide, hvilken lyd, bogstavet har, og hvilken vokallyd, der følger efter. Man skal vide, hvad ordet er. Fedt.

Men her er nogle billeder, jeg har taget siden min hjemkomst:



Det er meget sødt, at Underberg prøver at kalde deres kampagne noget på engelsk (fordi engelsk jo er så moderne), men hvor kommmer den bindestreg ind i billedet? Normalt brokker jeg mig over, at engelsk retstavning påvirker danskere til at dele danske ord op i to, men her er det modsatte altså sket. 'Loyalty campaign' kan aldrig være i ét ord på engelsk. Og helt ærligt...'tops & more'?


Nej, det hedder det altså ikke. Det hedder et billede, og 'billed-' bruges kun til sammensatte ord som 'billedskøn' og lignende.


På min nye arbejdsplads, hvor kælderen hedder 'parterre' i elevatoren, er der også den her knap, som så smukt formuleret har funktionen 'dør åbne'. Hvorfor dog ikke 'åbn dør', 'døråbner' eller i det mindste 'dør åben'? Hvem har dog oversat det?


Til sidst har jeg også set den her bog på min nye arbejdsplads. Du kan simpelthen ikke bilde mig ind, at det hedder '1001 idé'. 'Idé' i flertal hedder 'ideer', og det må da vel bruges ved hele tal, som er større end 1. Så kan vi diskutere, om det hedder '1½ idé' eller '1½ ideer' eller '13½ million' eller '13½ millioner' og sådan noget...men det kan da aldrig hedde '1001 idé'. Disney-filmen hed jo heller ikke '101 dalmatiner'.

13. juli 2009

Ord deling VIII

Før jeg smutter 3-4 uger til Israel vil jeg lige dele nogle billeder af et skilt, jeg så på en blomsterhandel i Kongens Lyngby:



Forretningen hedder selvfølgelig 'Blomster Huset', og skiltet byder kun på to linjer uden fejl. Nej, de er ikke engang konsekvente nok til at skrive hele lortet forkert.

Man kan kun gisne om, hvilke bogstaver, der gemmer sig bag de små papirlapper i 'Bårebuketter' og 'Kranse', men der har fundet en eller anden form for rettelse sted. De har dog stadig delt 'Brudebuketter' op i to ord, og man undrer sig over, at nogen har syntes, at ordet 'Bårebuketter' (eller hvad der nu oprindeligt har stået) skulle være ét ord, men at 'Brudebuketter' skulle være to.



Længere nede på skiltet mangler de et punktum i 'm.m.', og nu tager fejlene for alvor fart. Alting staves i to ord, og 'Dagens buket' (som naturligvis er to ord) har fået tilføjet et ekstra S og ikke en apostrof, men en accent. Altså ikke blot sproglige fejl, men også typografiske. Flot. Og så staves den stilart, de mener, altså 'rokoko'.

Jeg bliver så arrig. Tag jer nu sammen. Når I skal have lavet et skilt, så spørg sgu da naboen (eller mig), om det ser nogenlunde fornuftigt ud.

3. juli 2009

Billeder fra en sund( )tur

Forleden var jeg på en rigtig hyggelig tur med min veninde Maja til Helsingør og Helsingborg. På vejen samlede jeg lidt sjov op til pudsigkat.dk's ærede og trofaste læsere.



Det første var det her fotostudie i Brostræde i Helsingør (ja, den lille gade med de berømte is). De mener åbenbart, at der 1) skal mellemrum i ordet, 2) at ordet 'studio' findes på dansk, og 3) at det skal staves med stort S. [Indsæt selv gætte-forkert-lyden fra Lykkehjulet her.] Alle tre ting er selvfølgelig forkerte. Et fotostudie er i ét ord, og det hedder her studie (i modsætning til det, man tager for at blive uddannet i noget, som altså er et studium).

Desværre synes de endda, at web-adressen skal skrives i mange ord, nu med stort D:



I Helsingborg kiggede jeg ikke efter så meget sjov, men jeg fandt da denne lille ting. Hvis retskrivningsreglerne på svensk er ligesom de danske, er bindestregen efter 'thai' helt korrekt, men 'kinarestaurant' skulle have været i ét ord. Og det burde vel have været 'Thai og kinesisk mad' eller 'Thai- og kinesermad' eller 'Thailand- og kinarestaurant':



De her WiFi-antenner fandt jeg skægge. Den ene hedder ganske passende, omend lidet fængende 'Find signal Find connection' med sloganet 'Wireless in everywhere'. Naboen hedder 'Mangnetic External Antenna'. Ikke helt lige så sjovt.



I samme butik så jeg en bærbar computer, hvor alle tre skandinaviske sprog var prentet på tastaturet. Sjovt nok sidder Å det samme sted på svensk, norsk og dansk, men Ä og Ö sidder omvendt end de danske Æ og Ø, og også de norske Æ og Ø sidder omvendt end de danske. Mon ikke jeg vil samle op på dette mysterium (Ja, Henrik Milling, det hedder 'mysteriUM', ikke 'mysteriE') i et senere indlæg. (De franske og tyske tastaturer er jo i øvrigt også helt skøre.)

På færgen tilbage (ikke med HH-Ferries) så jeg det her prisskilt. 'Extrapris' er vel ikke så smart at reklamere for...



Også på færgen så jeg dette smukke syn:



Ja, et enkelt dansk Ø har fået sneget sig ind i retten 'Röda pølse med bröd'. Dejligt.

Dette skilt bør næsten stå ukommenteret:



Det skal disse to sidste skilte dog ikke. På vej til parkeringspladsen så jeg først det her ved et hus ved togskinnerne. Jeg forstår det simpelthen overhovedet ikke. Hvis nogen har et bud, så er det meget velkommen.



Det sidste her læste jeg nogle gange. Ud over at 'lov' nok burde have været med et lille L, syntes jeg, at 'i medfør' lød meget mærkeligt. Efter en hurtig net-gurgling fandt jeg frem til, at det rigtige udtryk hedder 'i medfør af' og ret ofte bruges ved henvisninger til love og lignende. Tsk tsk.



Husk at blive fan af pudsigkat.dk på Facebook her og upload (nej, ikke 'oplad', som nogle webtjenester prøver at oversætte det til) jeres egne billeder, links og historier fra sprogjunglen.

18. juni 2009

Græd ikke over steamed milk XI

På Rådhuspladsen så jeg forleden den her kolossale klods:


Teksten er: "Trigger your human talent - og find din uddannelse her." Afsenderen er noget så fantastisk som "Professionshøjskolen Metropol for human beings."

Helt ærligt. Hvad sker der for de 'human beings', der har fundet på den skrækindjagende blanding af sprog?

Jeg fristes til at lade teksten stå for sig selv. Trofaste læsere af denne blog vil udmærket vide, hvad jeg mener om hvad her. Og det er helt uden at berøre det faktum, at skolen er for mennesker. Virkelig? Øv, jeg har ellers altid ment, at min labradoodle havde brug for at dygtiggøre sig yderligere. Og de kan vel gennemføre sådan en uddannelse på en syvendedel af den normerede tid...

15. juni 2009

Ord deling VII a.k.a. Skiltepoesi III a.k.a. Find fem fejl II

Forleden, da jeg var i Herlev, så jeg dette skilt:


Det var en flot samling af nogle af mine (utallige) aversioner.

Allerførst er der skrifttypen. Mærk jer mine ord: Comic Sans er frygtelig, men er langsomt ved at overtage det danske samfund. Se på korrespondancen fra flere ministerier, alle kontrolrapporter på restauranter og mange andre steder.

For det andet er der apostroffen. De har ikke engang smidt apostroffen ind i 'Farfars', som man ellers alt for ofte ser, men i flertalsformen 'bagels'. Hvorfor dog? Hvordan kan både indehaveren, "designeren" og skiltetrykkeren have været enige om, at der skulle være en apostrof der?

For det tredje er det slet ikke en apostrof, men en accent. Der er forskel. Accenterne er skrå og sidder over bogstaver som i à aller é. Apostroffer har sin egen tast og er oftest svævende kommaer eller små lodrette streger. Yndlingsaversion: Det hedder 'cd'er' og 'dvd'er', ikke 'cdér' (se hvor?) og 'dvdér'. Aaargh! Læs mere på den her lige så neurotiske blog.

Efter at have samlet min hat op (som jo altid flyver direkte op i luften, når jeg/man bliver overrasket eller arrig), tænkte jeg: "Okay, slap af...i det mindste er der ikke skør orddeling."

Da jeg sænker mit mobilkamera, møder mit øje dog dette syn:


Selvfølgelig. Far fars grill (i tre ord) serverer stadig bagel´s og sandwich, men nu også bagels. Næ du, konsekvens bruger vi ikke her. Måske prøver de at tilfredsstille alle former for dårlige stavere...? Og selvfølgelig serverer Far fars grill (som jeg på en måde håber er ejet af en far, der hedder Far) serverer naturligvis også 'flæskesteg sandwich', og alle sandwich serveres med 'sprød brød' og 'tomater vælg brød om Bagel´s eller Sandwich.' Ja, lad os smide lidt dårlig typografisk viden oven i noget majuskelforvirring. Mmmh. Ja, sæt endelig et ekstra mellemrum ind mellem tankestregen og 'pølser'. Lige som jeg kan lide det.

Aargh, siger jeg bare. Aargh.

"Det er da ligemeget, bare maden er i orden," tænker du måske. Hvis ikke de kan nosse sig sammen til at bede et par folk om lige at se deres skilte igennem, før de sender til trykkeren, så stoler jeg heller ikke på, at de lige får nosset sig sammen til at smide det gamle kød ud, når de skal. Basta.

19. november 2008

Skiltepoesi II


Ja, noget stort indlæg bliver det ikke til i denne omgang, men jeg er bare nødt til lige at dele denne historie med jer.

Læs historien her.

11. oktober 2008

Franglais III

Her er nogle flere sjove billeder fra Québec:

Det første her syntes jeg bare var et godt symbol på globalisering. Tre forskellige sprog i en enkelt ret.


Det næste her er sjovt nok i sig selv, fordi det er et neon-ur...øh, hvad? Men læg mærke til motivet i uret: LNH. Hvis logoet og bogstaverne ser bekendt ud, men rækkefølgen ikke gør, er det naturligvis, fordi National Hockey League, NHL, hedder Ligue Nationale de Hockey, altså LNH. Ifølge Wikipedia er NHL endda grundlagt i 1917 lige her i Montréal...hvilket til dels forklarer dobbeltsprogetheden.

Hvorfor KFC så absolut skal hedde PFK her kan kun tilskrives hyper-franskheds-komplekset, der er fremherskende her.


Og nu vi er ved dobbeltsprogethed; I Québec City fandt jeg et ægte dobbeltsproget stop-skilt. De fleste skilte her omkring er naturligvis på fransk, men i forskellige små byer eller områder, hvor der bor flest engelsktalende, finder man masser af skilte på engelsk (som jo også er fransk).

14. januar 2007

Skiltepoesi I

Foto: Jacob Andersen