Viser opslag med etiketten stavning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stavning. Vis alle opslag

10. september 2009

Lidt af hvert II

Så er der lidt mere guf fra kameramobilen.

Da jeg tog det her billede, var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt 'umbrella' var et italiensk ord, som i så fald ville hedde 'umbrelle' i flertal. Det hedder dog 'ombrello' (og 'ombrelli' i flertal), så det her er bare en meget mærkelig stavning:



Det her taler vist for sig selv. Det er ikke engang den tvivlsomme orddeling, jeg vil nævne, men den morbide formulering. Min gamle studiekammerat Julian har endda fundet et skilt i Føtex, hvorpå der stod 'Børne rester'.



Så er vi ved min gamle kæphest, den tankeløse sammenblanding af dansk og engelsk. Jeg behøver vel ikke at kommentere yderligere.



Vi slutter af med en restaurant på Gl. Kongevej, som har hele små montre med dette neonskilt og samme menu indeni.

5. september 2009

Stavning eller kaos IV

Forbandet være ALLE, der hedder John. Især John Hahn-Petersen.

Jeg går ud fra, at det navne som John, Stryhn, Hahn, Lyhne, Glahn, osv. som er skyld i, at så mange mennesker ikke kan stave til mit navn, Vinh. Millioner af mennesker skriver Vihn. AARGH.

Men jeg er ikke ene om at være frustreret. Se selv her:

13. juli 2009

Ord deling VIII

Før jeg smutter 3-4 uger til Israel vil jeg lige dele nogle billeder af et skilt, jeg så på en blomsterhandel i Kongens Lyngby:



Forretningen hedder selvfølgelig 'Blomster Huset', og skiltet byder kun på to linjer uden fejl. Nej, de er ikke engang konsekvente nok til at skrive hele lortet forkert.

Man kan kun gisne om, hvilke bogstaver, der gemmer sig bag de små papirlapper i 'Bårebuketter' og 'Kranse', men der har fundet en eller anden form for rettelse sted. De har dog stadig delt 'Brudebuketter' op i to ord, og man undrer sig over, at nogen har syntes, at ordet 'Bårebuketter' (eller hvad der nu oprindeligt har stået) skulle være ét ord, men at 'Brudebuketter' skulle være to.



Længere nede på skiltet mangler de et punktum i 'm.m.', og nu tager fejlene for alvor fart. Alting staves i to ord, og 'Dagens buket' (som naturligvis er to ord) har fået tilføjet et ekstra S og ikke en apostrof, men en accent. Altså ikke blot sproglige fejl, men også typografiske. Flot. Og så staves den stilart, de mener, altså 'rokoko'.

Jeg bliver så arrig. Tag jer nu sammen. Når I skal have lavet et skilt, så spørg sgu da naboen (eller mig), om det ser nogenlunde fornuftigt ud.

30. juni 2009

Stavning eller kaos III



Overalt ved nedgangen til metroen på Nørreport Station ser man denne plakat.



Helt ærligt, hvordan andre kan lade være med at blive irriteret over sådan noget her, forstår jeg slet ikke.

Hverken tekstforfatteren, grafikeren, trykkeren, chefen, praktikanten, plakatopsætteren eller nogen andre har stoppet op og sagt: "Hey, det hedder da 'Australian', hvis det er meningen, det skal være på engelsk."

Det kunne selvfølgelig også være meningen, at der skulle stå 'Australiens', men det gør der heller ikke.

Og hvis det er meningen, det skal være en helt engelsksproget annonce, kan man da ikke skrive 'Jernbanegade v/Rådhuspladsen'.

AAAARGH! KONSEKVENS, PLEASE!

20. juni 2009

Dybt i de svenske skovsøer


I maj var jeg i Thy og så i Thisted Dagblad følgende annonce:


Jeg kan lige forestille mig en bunke nordvestjyder møde op med enten en vandtæt jagtbøsse eller en kolossal ruse med forhåbninger efter at fange et dyr, hvis udseende jeg kun kan gisne om:

15. juni 2009

Ord deling VII a.k.a. Skiltepoesi III a.k.a. Find fem fejl II

Forleden, da jeg var i Herlev, så jeg dette skilt:


Det var en flot samling af nogle af mine (utallige) aversioner.

Allerførst er der skrifttypen. Mærk jer mine ord: Comic Sans er frygtelig, men er langsomt ved at overtage det danske samfund. Se på korrespondancen fra flere ministerier, alle kontrolrapporter på restauranter og mange andre steder.

For det andet er der apostroffen. De har ikke engang smidt apostroffen ind i 'Farfars', som man ellers alt for ofte ser, men i flertalsformen 'bagels'. Hvorfor dog? Hvordan kan både indehaveren, "designeren" og skiltetrykkeren have været enige om, at der skulle være en apostrof der?

For det tredje er det slet ikke en apostrof, men en accent. Der er forskel. Accenterne er skrå og sidder over bogstaver som i à aller é. Apostroffer har sin egen tast og er oftest svævende kommaer eller små lodrette streger. Yndlingsaversion: Det hedder 'cd'er' og 'dvd'er', ikke 'cdér' (se hvor?) og 'dvdér'. Aaargh! Læs mere på den her lige så neurotiske blog.

Efter at have samlet min hat op (som jo altid flyver direkte op i luften, når jeg/man bliver overrasket eller arrig), tænkte jeg: "Okay, slap af...i det mindste er der ikke skør orddeling."

Da jeg sænker mit mobilkamera, møder mit øje dog dette syn:


Selvfølgelig. Far fars grill (i tre ord) serverer stadig bagel´s og sandwich, men nu også bagels. Næ du, konsekvens bruger vi ikke her. Måske prøver de at tilfredsstille alle former for dårlige stavere...? Og selvfølgelig serverer Far fars grill (som jeg på en måde håber er ejet af en far, der hedder Far) serverer naturligvis også 'flæskesteg sandwich', og alle sandwich serveres med 'sprød brød' og 'tomater vælg brød om Bagel´s eller Sandwich.' Ja, lad os smide lidt dårlig typografisk viden oven i noget majuskelforvirring. Mmmh. Ja, sæt endelig et ekstra mellemrum ind mellem tankestregen og 'pølser'. Lige som jeg kan lide det.

Aargh, siger jeg bare. Aargh.

"Det er da ligemeget, bare maden er i orden," tænker du måske. Hvis ikke de kan nosse sig sammen til at bede et par folk om lige at se deres skilte igennem, før de sender til trykkeren, så stoler jeg heller ikke på, at de lige får nosset sig sammen til at smide det gamle kød ud, når de skal. Basta.

1. april 2009

Ord deling V

Her er nogle billeder, jeg har taget for nylig.

Det her en side fra et Bilka-katalog, og det drejer sig om ordet 'nyrelease'. Nej, man kan ikke få organer på afbetaling, men der er tale om en ny( )udgivelse. Hvorfor det skal hedde en 'release' og ikke bare en udgivelse, evt. en nyudgivelse, kan man kun tilskrive den grimme, grumme anglisering.


Den her gesjæft ligger på Randersvej i Århus, og jeg er helt vild med den orddeling. Måske er de blevet så træt af at massere blegfede perverse århusianere og foretrækker at målrette deres forretning til asiater. Fair nok. Men så skulle det alligevel have været ét ord.


Ordbøger, der bruger forkert orddeling pga. grafiske hensyn, er en moderne klassiker, og den her er virkelig smuk. Se først på ryggen, hvor der står "fremmed ORD BOG". Flot. På forsiden anerkender de, at 'fremmed' er ét ord og fortjener en bindestreg, og 'ORDBOG' er også ét, men 'fremmed ORDBOG' er åbenbart i to. Men alligevel ikke i tre som på bogryggen. Efterhånden lærer man den vel at kende, så den måske ikke er så fremmed længere.

Tsk tsk.

2. december 2008

Mit liv, min død, mit ß


Jeg syntes ellers, at jeg havde delt de dejlige alternative s'er her på bloggen, men jeg husker åbenbart forkert.

I dette indlæg skal vi snakke om det tyske dobbelt-s, ß, som ikke er dødt, som nogle ondsindede rygter ellers siger.

Det kommer oprindeligt fra bogstaverne ſ (langt s) og z (eller s) sat sammen, og derfor hedder tegnet på tysk også 'Eszett'. Det er nemt at se, hvordan 'ſz' (eller 'ſs') skrevet med gotiske bogstaver bliver til ß, synes jeg. Hvad synes du?

Det er naturligvis også vigtigt at vide, at ß udtales som en s-lyd, hvor et 's' mellem to vokaler udtales stemt, altså som [z].

Men hvordan bruges det i dag i tysk?

Før den store stavereform i 1996 brugtes ß i slutningen af ord eller sidst i ord-dele, altså som i 'naß' (våd) eller 'Naßrasierung' (vådbarbering) eller som i 'Rußland' (Rusland).

Der er nu færre ß'er i tysk, for efter stavereformen gik tyskerne tilbage til en mere original brug af ß ved at vende tilbage til oprindelsen i bogstavet ſ, langt s, som netop fulgte efter lange vokallyde og ikke korte. Dermed bliver 'naß' til 'nass', fordi vokalen er kort. Af andre ord, hvis stavning ændredes efter stavereformen er 'dass' (som), 'Schloss' (slot), 'bisschen' (smule) (som samtidig meget mærkeligt staves med lille b...) og 'ich muss' (jeg må/skal).

Hvad der før hed 'Schloßstraße' (Slotsgade) hedder nu i princippet 'Schlossstraße' med de meget uelegante tre s'er, men der går nok noget tid, før denne lidt uhandy stavemåde slår igennem på gadeskilte.

Til gengæld hedder det 'groß' (stor) og 'Fuß' (fod), fordi vokalerne er lange. Desuden bruges ß efter tyske diftonger, altså sammensatte vokallyde som 'eu' eller 'ie'. Altså staves det 'schießen' (skyde) og 'scheißen' (skide).

Dette svarer til de generelle regler ved lange og korte vokaler i andre germanske, fx de skandinaviske, sprog, blot omvendt. På dansk, norsk og svensk kan man generelt regne med, at en vokal foran dobbeltkonsonant skal udtales kort, som svensk 'att' (at) eller norsk 'flott' (flot) eller dansk 'gasse' i modsætning til 'gase' (skriv en kommentar, hvis du kender det ord). På engelsk er det også en generel regel, som i 'scarring' (skæmmende) i modsætning til 'scaring' (skræmmende).

Nogle sidste kommentarer skal knyttes til dette fantastiske bogstav.

I Schweiz og Lichtenstein bruges ß ikke længere, og 'ss' har fuldstændig erstattet det. Ifølge Wikipedia står der i den tyske retstavnings §25 E₂: "In der Schweiz kann man immer „ss“ schreiben." Dog er bogstavet blevet populært blandt alle tysktalende sms'ere til simpelthen at erstatte 'ss' for at spare tegn.

Til allersidst skal vi kort berøre kapitælerne, altså de store bogstaver. Traditionelt findes ß ikke i en "stor" version, fordi det aldrig nogensinde kan starte et ord. Da kapitæler blev populære at bruge, formastede nogle sig til at bruge det samme ß, men det korrekte var at bruge 'SZ' i stedet. I dag er 'SS' dog det mest anerkendte, og moderne regler foreskriver også, at man deler 'SS' som andre dobbeltkonsonanter, altså 'STRAS-SE', og ikke 'STRA-SSE', som det egentlig burde være (da det jo hedder 'Stra-ße').

Og husk nu at lade være med at blande det tyske ß sammen med det græske beta, β. Det er synd for begge bogstaver.

8. juli 2008

Stavning eller kaos II

Jeg er i forvejen utrolig træt af, at danskere ikke kan stave...eller rettere, at de ikke fatter, at de ikke kan stave. Så meget lort blive publiceret i form af annoncer, artikler, etc., som er proppet med stave-, tryk,- komma- eller orddelingsfejl.

Har jeg fortalt jer om den bagside på MetroXpress, jeg engang så, hvor skofirmaet Din Sko stavede verbet "får" med O; "for"? Desværre har jeg vist intet billede af det. Der var kun én sætning på hele siden, og den havde så alvorlig en fejl. Hvordan kan en tekst på én (01 (!)) sætning ryge igennem alle de led, der er i en produktion af en annonce, uden at nogen ser, hvor græl en fejl, nogen har begået? Jeg fatter det ikke.

Men det forekommer åbenbart også på engelsk. I dag modtog jeg følgende nyhedsmail fra den internetbaserede film- og cd-forhandler, cdwow.com:


Haha, sjovt. "Don't be Under Seige by high prices". Denne stil kører CDWOW ofte, hvor de refererer til en af de film, der er på udsalg. Men helt ærligt; kan vedkommende, der har siddet og lavet annoncen, ikke vide eller blot se, at det hedder "Under Siege"?

Det er af en eller anden grund blevet helt okay at være dårlig til at stave. Jeg fordømmer ikke folk, der ikke kan stave, for det kan være meget svært (især på dansk og engelsk), men jeg fordømmer, at de bliver ved med at skrive tekster, når de ved, de ikke kan. Det skader ikke bare deres eget firma, men hele vores lille sprogområdes forhold til ord.

Tag jer nu sammen, menneskehed.

14. januar 2007

Stavning eller kaos I



Foto: Vinh Prag

I Politiken forleden så jeg denne overskrift: 'Det hvide guld er en guldbrube'. Jeg græmmedes.

Det er ikke, fordi jeg ikke har vænnet mig til stave- og trykfejl i aviserne. Korrekturlæseren er næsten død, og selv Dagbladet Information, hvis målgruppe må siges at være ret intellektuelle, lader utrolig mange fejl blive trykt i landets yngste landsdækkende betalingsavis.


HOVSA, PROSA
I PROSA - de it-professionelles blad - så jeg sidste år denne forside:


Foto: Vinh Prag

Da jeg var lille, lærte vi den såkaldte 'spise-/male-metode'. Den går ud på, at hvis man er i tvivl om, hvorvidt der skal et R på et verbum (producere(r), sabotere(r), referere(r),...), bytter man det simpelthen ud med 'spise' eller 'male' og har dermed svaret. Læs mere her.

Det er for mig utroligt, at der ikke var nogen på den redaktion eller på noget led i den redaktionelle produktionslinje, som har set det manglende nutids-R på 'udfordrer'.

Skiltepoesi I

Foto: Jacob Andersen