De nordiske sprogs (storhed og) fald

Efter en flytning og næsten to måneder i Århus, der er gået rigtig hurtigt, er pudsigkat.dk nu tilbage med rigtige indlæg.

Denne gang er det inspireret af P1's udmærkede "Ud med sproget", som jeg podcaster og hører, når jeg befinder mig i transportmidler sammen med andre podcasts om sprog og andet godt. Det kan stærkt anbefales.

Det handlede om fald - eller kasus, som det hedder i tyskundervisningen. Altså om nominativ, akkusativ, dativ, genitiv, etc (jeg vil i dette indlæg holde mig til de latinske betegnelser). Men hvorfor beskæftige sig med det, når vi ikke har det på dansk? Fy, siger jeg. Det har vi.

Især kan man se det på vores pronomener; han/ham/hans, I/jer/jeres, etc.

På dansk har udviklingen betydet, at vi i dag i nogle tilfælde sidder tilbage med en "grammatisk ukorrekt" brug af kasus.

Ét tilfælde er ved såkaldt subjektsprædikat som i sætningen "Det var mig." 'Det' er subjekt og står dermed i nominativ, 'var' er verballed, og 'mig' er subjektsprædikat, fordi verber som fx 'at være' sidestiller de to led. Grammatisk set burde 'mig' hedde 'jeg' (nominativ), fordi det er subjektsprædikater. Men på dansk (såvel som engelsk "It was me" " og fransk "C'était moi") er det altså blevet til akkusativ, fordi det simpelthen er nemmere for folk ikke at have to pronominer i nominativ, som det burde være: "Det var jeg." For eksempel hedder det jo "Det bekymrer mig", fordi 'mig' i dette tilfælde er objekt for 'det's bekymring.

Men nu hedder det altså "Det var mig", og det er blevet grammatisk korrekt. Det ville aldrig være gået på fx latin, hvor de prioriterede ordstilling meget lavt og derfor ville blive forvirret. Ordstilling er til gengæld meget vigtigt på dansk, hvor sætningen "Søren spiser koen" skaber et særligt billede, som dog ikke er helt entydigt, hvis man før sætningen spørger "Hvad spiser koen?"

Tilbage til kasus.

Både på svensk og norsk har de dog beholdt nominativ til subjektsprædikat: "Det var jag/jeg" - altså et grammatisk logisk kasusvalg. Det sjove er, når man smider en bisætning på, som for eksempel "..., der gjorde det."

Her er det på dansk stadig 'mig': "Det var mig, der gjorde det", men på svensk er det stadig 'jag': "Det var jag, som gjorde det". På norsk hælder de også til den svenske model. MEN! Hvis man tilføjer en anderledes bisætning, hvor konjunktionen er objekt, er nordmændene sjove. Svenskerne beholder 'jag' i "Det är jag, som du älskar", hvor nordmændene simpelthen kigger på, hvad konjunktionen står i og bøjer subjektsprædikatet derefter: "Det er meg, som du elsker", men "Det er jeg, som elsker deg."

Altså har nordmændene valgt en mere konsekvent linje i stil med latin "Ego sum quem amas" ("Det er mig, du elsker") og "Ego sum que te amo" ("Det er mig, der elsker dig").

Som en svirp med halen skal det nævnes, at 'på fode', 'til låns' og andre gamle danske udtryk faktisk er rester af gamle kasus-endelser, så vi har altså haft dem...selv om vi åbenbart ikke mener, de er så vigtige at holde fast i længere.

Okay, ret nørdet indlæg, men det er dejligt at være tilbage...