10. januar 2010

Ordenes skønhed

Min storebror omtalte siden Wordle for mig til jul, og nu har jeg fundet den. Den er intet mindre end fantastisk!

Man skriver simpelthen bare en tekst ind eller linker til en blog, så finder Wordle ud af, hvilke 150 ord, der bliver brugt mest og sætter dem op i en såkaldt "cloud", hvor ordets størrelse viser frekvensen. Altså jo mere brugt, des større ord.

Her er en præsentation af det sidste indlæg her på bloggen:


Klik for forstørret billede

Det fede er nu alle valgmulighederne. Man kan vælge mellem en masse skrifttyper, layoutmuligheder og farver, og der står ikke Wordle nogen steder på det endelige produkt. Man kan endda vælge, hvor mange af topordene, der skal med, hvilke ord, der ikke skal med, fravælge tal og principielt også fravælge "sædvanlige ord" på en række sprog. Hvor godt sidstnævnte funktion virker, kan jeg dog ikke helt gennemskue.

Men mor jer med Wordle - den kan bruges til en hel masse ting, tror jeg.

6. januar 2010

Græd ikke over steamed milk XIV: Kai-Lan

For næsten præcis et år siden skrev jeg et indlæg om børneserien 'Dora Udforskeren' (Dora the Explorer). Dengang syntes jeg, det egentlig var en interessant idé med en serie, som lærte helt små børn engelsk, men at jeg var utilfreds med, at den blandede sprogene midt i sætninger, og at deres engelsk havde en tyk dansk accent.

Interessant nok er DR nu på banen med efterfølgeren - også fra Nickelodeon - ved navn 'Ni Hao, Kai-Lan'.

Den kvikke læser kan nok regne ud, at det nu handler om kinesisk, og det er spændende på mange måder. (Jeg bruger i dette indlæg betegnelsen "kinesisk" om mandarin og hverken sproget kantonesisk eller andre kinesiske dialekter.)

Det er fedt, at DR anerkender kinesisk som et meget vigtigt sprog i den nyglobaliserde verden. Flere skoler udbyder allerede nu kinesisk som sprogfag i skolen, og det stiller Danmark rigtig godt i fremtiden.

En af mine anker angående Dora var, at deres udtale var meget u-engelsk, og at den derfor nok udvider børnenes engelske ordforråd, men at de lærte dårlig udtale som 'Fank you'. Det går nu nok på engelsk, og det er heller ikke så slemt, det med accenter. Det er nok mest danskere, der synes, at dansk accent er frygteligt at høre på, men de fleste er vild med en fransk, italiensk eller min egen favorit, islandsk accent.

På kinesisk er det dog en helt anden sag.

Kinesisk er lige som vietnamesisk og thai nemlig et tonalt sprog, hvor det ikke kun er fonemer, der udgør ordenes betydning, men også tonerne. Hvor vietnamesisk har seks (inklusiv neutral tone), har kinesisk og thai vistnok "kun" fem, men hvor hver sammensætning af konsonant- og vokallyde kan have op til fem forskellige betydninger.

Jeg ved ikke, om DR har en kineser ansat til at høre skuespillernes udtale igennem, men jeg tvivler stærkt på det. Hvis det altså drejer sig om dansk oversættelse af en amerikansk serie, som tilføjer kinesiske ord og sætninger, kan det derfor meget nemt blive nogle helt forkerte ord, de lærer børnene. Ikke bare accent, men nogle helt andre ord.

Og det kan i sidste ende (hvis et barn ser 'Ni Hao, Kai-Lan' hele tiden) resultere i et barn, som nok kender en masse kinesiske ord, men som slet ikke kan forstås af kinesere. Jeg ved selv, hvor uforståeligt det kan være for vietnamesere, hvis man udtaler noget med en forkert tone, og jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være anderledes på kinesisk, som er det vietnamesiske sprogs nære slægtning.

I sidste ende er jeg dog ret begejstret for ideen og hele signalværdien. Kinesisk er på vej til at blive et verdenssprog.

Man kunne dog godt forestille sig, at et bekendtskab med arabisk af flere grunde ville være en del mere nyttigt for danske børn at lære.