22. juni 2009

Undskyld H - det var ikke sådan, det sku' gå

Jeg så lige en reklame for færgeselskabet HH Ferries, og den utroligt oldschool reklamejingle skurrede i mine ører, for de synger jo 'HH' som 'Hå-hå' og 'Ferries' som ja, 'Ferries', og endda med en ganske amerikansk accent. Kombinationen af den danske udtale af 'Hå-hå' og den amerikanske udtale af 'Ferries' gjorde mig ekstra opmærksom på, hvor mærkeligt et navn, det egentlig er.


De to H'er giver meget god mening, da færgerne sejler mellem Helsingør og Helsingborg. Man kan så gætte på, at 'Ferries' er en blanding af at skulle appellere til turisterne fra ikke-skandinaviske lande og af at være et kompromis mellem svensk og dansk. 'Færjorna' eller 'Färgerne' er hverken en lige så elegant eller retfærdig løsning som det ret geniale 'Øresundsbron'.

Men når man så har valgt et engelsk navn (som jo ikke er ualmindeligt), burde man jo så udtale hele navnet på engelsk. 'HH' burde jo udtales 'Aitch-aitch' (eller 'Haitch-haitch', alt efter accenten.) Det bliver det bare ikke, fordi det ligger dårligt i munden.

Det svensk-danske 'Hå-hå' sat sammen med 'Ferries' bliver alt i alt en meget klodset konstruktion, som for engelsktalende enten frembringer associationer til en glad julemand (Ho-ho-ho) eller til en af borgerskabet ildeset - men i hiphoppen meget udbredt - betegnelse for en tøs (Ho (oprindeligt fra 'whore')).

Mit bud på en løsning ville være noget i retning af 'HH Överfart' med nogle diskrete prikker over O'et. Om det vil signalere noget bedre til de engelsktalende turister, ved jeg dog ikke.

3 kommentarer:

Arild sagde ...

Skal vel forstås på den måde, at de godt selv ved, hvor komisk deres snobberi for det engelske er - når der vel at mærke er tale om færgefart i et nordisk farvand, hvis østre bred for øvrigt var dansk kerneland i over 800 år. Eller også er det bedre de nordiske sprog, der er "løjevækkende".

"Hå hå, vi kalder det sgu ferries!"

Tilføjer link til din blog.

Arild sagde ...

Øh, læs: bare de nordiske sprog

Glem så heller ikke DSBFirst, der kører mellem Sjælland og Skåne. At finde et skandinavisk ord for "first" var åbenbart FOR svært.

ViP sagde ...

Tak for dine kommentarer, Arild.

I tilfældet DSBFirst kan det undskyldes ved, at det er et britisk firma ved navn First Group, der er gået sammen med DSB.

(http://www.dsb.dk/Om-DSB/Presse/Pressebaggrund/First-Group-DSBs-partner-pa-Oresundsudbuddene/)