15. juni 2009

Ord deling VII a.k.a. Skiltepoesi III a.k.a. Find fem fejl II

Forleden, da jeg var i Herlev, så jeg dette skilt:


Det var en flot samling af nogle af mine (utallige) aversioner.

Allerførst er der skrifttypen. Mærk jer mine ord: Comic Sans er frygtelig, men er langsomt ved at overtage det danske samfund. Se på korrespondancen fra flere ministerier, alle kontrolrapporter på restauranter og mange andre steder.

For det andet er der apostroffen. De har ikke engang smidt apostroffen ind i 'Farfars', som man ellers alt for ofte ser, men i flertalsformen 'bagels'. Hvorfor dog? Hvordan kan både indehaveren, "designeren" og skiltetrykkeren have været enige om, at der skulle være en apostrof der?

For det tredje er det slet ikke en apostrof, men en accent. Der er forskel. Accenterne er skrå og sidder over bogstaver som i à aller é. Apostroffer har sin egen tast og er oftest svævende kommaer eller små lodrette streger. Yndlingsaversion: Det hedder 'cd'er' og 'dvd'er', ikke 'cdér' (se hvor?) og 'dvdér'. Aaargh! Læs mere på den her lige så neurotiske blog.

Efter at have samlet min hat op (som jo altid flyver direkte op i luften, når jeg/man bliver overrasket eller arrig), tænkte jeg: "Okay, slap af...i det mindste er der ikke skør orddeling."

Da jeg sænker mit mobilkamera, møder mit øje dog dette syn:


Selvfølgelig. Far fars grill (i tre ord) serverer stadig bagel´s og sandwich, men nu også bagels. Næ du, konsekvens bruger vi ikke her. Måske prøver de at tilfredsstille alle former for dårlige stavere...? Og selvfølgelig serverer Far fars grill (som jeg på en måde håber er ejet af en far, der hedder Far) serverer naturligvis også 'flæskesteg sandwich', og alle sandwich serveres med 'sprød brød' og 'tomater vælg brød om Bagel´s eller Sandwich.' Ja, lad os smide lidt dårlig typografisk viden oven i noget majuskelforvirring. Mmmh. Ja, sæt endelig et ekstra mellemrum ind mellem tankestregen og 'pølser'. Lige som jeg kan lide det.

Aargh, siger jeg bare. Aargh.

"Det er da ligemeget, bare maden er i orden," tænker du måske. Hvis ikke de kan nosse sig sammen til at bede et par folk om lige at se deres skilte igennem, før de sender til trykkeren, så stoler jeg heller ikke på, at de lige får nosset sig sammen til at smide det gamle kød ud, når de skal. Basta.

Ingen kommentarer: